Jeg har forsøgt at finde et fælles tema, for de film jeg har set indtil nu, som regel nÃ¥r man er pÃ¥ filmfestival, begynder man pÃ¥ et tidspunkt at kunne ane en trÃ¥d igennem de fleste af de film man ser, men den har endnu ikke vist sig. Jeg har set film fra Korea, Japan, Kasakstan, Kina, Filippinerne og Island og den ting de fleste af dem har haft til fælles, har været at det har været interessante historier, nogle fortalt pÃ¥ interessante mÃ¥der, mens andre har været fascinerende i sig selv. De har ogsÃ¥ alle, hver pÃ¥ deres mÃ¥de, været med til at give mig et bedre indblik i de kulturer de er lavet i. For eksempel vidste jeg ikke, at det blev set som urent og som et nedværdigende job at arbejde som bedemand i Japan, men efter at have set filmen ‘Departures’, har jeg en ide om det. Daigo mister sit job som cellist i Tokyo, og beslutter sig for at tage tilbage til den by, hvor han er vokset op. Her finder han tilfældigvis job, som den der gør afdøde klar til at blive lagt i kisten. I Japan er der skik for, at der kommer nogen og udfører en slags renselsritual for afdøde foran dennes efterladte. Ikke et job der vildt eftertragtet, men ikke desto mindre gÃ¥r det op for bÃ¥de Daigo og hans nærmeste, at det er et vigtigt job, der er med til at give de efterladte trøst. Filmens titel hentyder til den stavefejl, der fÃ¥r Daigo til at søge jobbet i første omgang, i annoncen stÃ¥r der nemlig, at han skal være med til at: ‘prepare the departures’, hvad der skulle have stÃ¥et var: ‘to prepare the deceased’. Daigo tror han søger et job som rejseagent, og pÃ¥ en mÃ¥de er det hans job at gøre den sidste rejse sÃ¥ værdig og smuk som muligt.

Jeg er ogsÃ¥ blevet klogere pÃ¥ Filippinerne, som vi i Danmark mest kender som et turiststed, og sÃ¥ er der noget med filippinske kvinder… Efter at have set filmen ‘Confessions’ ved jeg, at engelsk nærmest er det mest forstÃ¥ede sprog, at korruption er et stort problem og at jeg kunne tænke mig at besoge landet. Derudover har jeg fundet ud af, at de ved, hvordan man skruer en film sammen.

OgsÃ¥ i Kasakstan kan de lave film. ‘Songs from the Southern Seas’ var en film, der pÃ¥ mange mÃ¥der viste de forskellige befolkningsgrupper i Kasakstan. Et meget lyst par fÃ¥r en mørk søn, faderen er overbevist om, at hans kone har haft en affære med den mørke nabo, men efter en roadtrip finder han ud af, at det mørke blod stammer fra ham selv.

Jeg vil slutte denne kulturelle rundtur af i Island. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at islaendingene har en god portion humor, og at kulden og det forblæste landskab pÃ¥ øen har gjort sit til, at den er blevet meget sort. Efter at have set ‘Country Wedding’ er jeg overbevist om at min teori holder stik. Forestil jer to kæmpe busser, en med en brud og hendes familie og nærmeste venner, den anden med brudgommen og hans nærmeste. De er pÃ¥ vej til en lille landsbykirke for at blive gift, problemet er bare, at gommen er den eneste der har fÃ¥et anvisninger til stedet, og de er ikke særlig gode… Hvad der skulle have været en times kørsel, ender med en fem-seks timers køretur i det islandske landskab, hvor den ene landsbykirke med rødt tag, efter den anden dukker op, men aldrig den rigtige. Busserne er befolket med alskens godtfolk: brudens forældre der er skilt, men prøver lidt igen, selvom moderens kæreste er med, han er i øvrigt en ekstrem dÃ¥rlig forretningsmand. Der er brudens bedste veninde, der bÃ¥de har taget sin senile bedstemor, der har det med at blive væk hver gang bussen stopper, og sin bankraadgiver med. I gommens bus sidder dennes alkoholiserede far, der drikker af medicinske Ã¥rsager. Han har inviteret sin fætter med til brylluppet, selvom de ikke har set hinanden i 25 Ã¥r, hvad han ikke ved, er at fætteren er far til hans datter. Et setup der kun kan gÃ¥ galt, og det gør det sÃ¥. En mere absurd, sort og crazy film skal man lede længe efter. Efter filmen var der Q and A, og instruktoren fortalte blandt andet, at karaktererne i høj grad var bygget pÃ¥ virkelige personer.