Film i fjernsynet

Forår, sommer, efterår, vinter... og forår igen bliver vist på DR2 mandag d 22/9 kl. 20.30

Det skal ikke være nogen hemmelighed,  at jeg ikke ret tit ser tv. Den lille, snottede kasse med de gnidrede billeder kan ikke tilbyde film en retfærdig fremstilling. Når man så ovenikøbet som jeg bor i stuen, er for nærrig til kabel-tv og derfor må trækkes med en konstant knitren og mindst fire skygger på fodboldspillerne, er det virkelig sjældent at jeg tænder for apparaturet.

Men bl.a. i aften er der ellers en god grund til det. DR2 viser filmperler hver mandag kl. 20.30, og i aften er Tomme Huse, af den sydkoreanske instruktør Kim Ki Duk, på programmet. Det er en på alle måder glimrende film, som jeg kun kan anbefale. Hovedpersonen Tae-su er en tavs enspænder, der suser rundt på sin motorcykel og foregiver at dele reklamer ud for en take away-restaurant. I virkeligheden leder han efter tomme huse han kan flytte ind i og tilbringe en nat eller to, indtil ejerne vender tilbage. En dag bryder han dog ind i et hus, der ikke er helt tomt.

Kim Ki Duk-kavalkaden fortsætter med den endnu bedre Forår, sommer, efterår, vinter… og forår fra 2003 næste mandag samme tid. Fantastisk smukke billeder og en helt vild stemning gør denne til en af de bedste sydkoreanske film fra det nye årtusinde.

Så nu tror jeg, at jeg bliver nødt til at tage på visit hos nogen med en krystalklar kabelforbindelse på mandag. Du kan se hvilke film DR2 viser den næste tid her.