First Reformed

Vær velkommen paranoia!

’First reformed’ er instrueret af Paul Schrader, manden der skrev ’Taxi Driver’, Scorseses mesterværk fra 1976 om den hjemvendte soldats latent farlige retningsløshed. Ligeså er den eskalerende samfundsfrygt og paranoia det mest interessante ved ’First Reformed’.

Gudsfrygtig klimakrise
Frygten for atombomben er dog ganske genialt udskiftet med en altoverskyggende klimaangst. I stedet for en taxachauffør render Ethan Hawke rundt som en glat underachiever af en præst i kirken ”First Reformed” i Upstate New Yorks uinspirerende landskaber. Det er en lille hvid trækirke med et ødelagt orgel og en underudstyret souvenirbutik. En dag dukker en aldrig før så grå og stangtøjskedelig Amanda Seyfried op med sin deprimerede kæreste Michael. Mary hedder hun. Og hun er gravid, men han er klimaaktivist, og dybt frustreret over at bringe et barn ind i verden. Det sættes Hawkes Pastor Toller til at løse.

Kirken som selskab
Selvom der på det indholdsmæssige plan muligvis er mere guf for den kløgtige referencespotter end for den umiddelbare filmseer, serveres der et par interessante vinkler på moderne kristendom i USA. Den kirke, Pastor Toller er tilknyttet, er undergren til den omfattende kirke ”Abundant life”, som sigende nok er så profitdrevet og virksomhedslignende, at den har sin egen kantine.

Usexet kammerskriblen
Filmens røde tråd er centreret omkring scener med Toller i sit enlige præstekammer, hvor han sirligt skriver dagbog, og disse bliver langsomt mere nervepirrende, som Toller overtager Michaels klimaapati. Mange vil muligvis fryde sig over det næsten buffetære udpluk af referencer til filmhistoriens tidligere præstefilm. Dagbogsscenerne udstiller bare også det, som kan få filmen til at føles anakronistisk på en måde, som nok er intenderet, men i længden kan føles stift. Som en præstekrave.

Men der er noget næsten genialt i clashet mellem kirkens bedagethed og klimakrisens truen. Noget både sandt og smukt i spørgsmålet om, hvorvidt gud nogensinde vil kunne tilgive os for, hvad vi har gjort ved hans skaberværk? Dog bliver den manierede stil en barriere for de ellers så virkelige følelser.

Mystik med mening
Der er nok at komme efter. Som filmfan må man se sig nødssagen til at blive blæst enten bagover eller væk af filmen, som er fremhævet flere steder som en af sidste års bedste. Det bør dog understreges, at ’First Reformed’ ikke er en film, som de er flest. Især ikke i den undertekstløse version, Cinemateket viser, der især under dagbogsmonologerne kræver en vakt seer. Med sit sparsomme persongalleri er der noget decideret mystisk over karakterernes kraftløshed. Amanda Seyfried passer muligvis perfekt ind i rollen som den gode og lettere desperate gravide moder. Som leder af den kristne pengemaskine er komikeren Cedric the Entertainer glimrende, men ikke overraskende.

Nok er det hele meningen, men også mystisk. En ting er sikker, nemlig at ’First Reformed’ er så betændt med symbolisme, at den kan genses til jorden rent faktisk går under.

Foto: cph pix