‘Free Guy’: Afsindigt velskåret popballade topper bølgen af computerspilsfilm

Copyright: Alan Markfield. © 2020 Twentieth Century Fox Film Corporation

En fantasifuld verden i pixels, humoristiske gaming-referencer og uforløst kærlighed mellem venner. Alt er programmeret til punkt og prikke i dette ‘corporate’ drama pakket ind i Mariah Careys fløjsbløde vokal.

“Sweet, sweet fantasy baby” lyder 90-hittet ‘Fantasy’, da Guy (Ryan Reynolds) står ud af sengen og hilser på sin guldfisk. Mens dagen gryer, finder han arbejderbi-uniformen frem fra klædeskabet, der indeholder et endeløst lager af blå skjorter.

Guy arbejder i en bank, der bliver røvet hele tiden. Det er hans lod i livet at lægge sig på gulvet og lade glassplinterne flyve om ørene på sig som baggrundskarakter (også kaldet NPC) i et computerspil. En dag sker der dog en forandring i hans kode. Pludselig begynder bankmedarbejderen at agere som en ægte spiller, ikke blot en rekvisit, i det store online spil ‘Free City’, der kan minde om Grand Theft Auto.

Uden for spillets rammer findes et skrivebordsdrama med sagsanlæg og insider-hacking. Her kæmper to unge entreprenører, “Keys” (Joe Keery) og Millie (Jodie Comer), mod forretningsmanden Antwan (Taika Waititi), der måske har stjålet en kode fra dem til at bygge ‘Free City’.

Den helt rigtige bemanding

Den genkendelige og solide Ryan Reynolds står ved roret som den bærende karakter. Her spiller han med stor humor, som vi kender ham fra film som ‘Deadpool’ og ‘Detective Pikachu’ – men hvorfor pille ved noget, der fungerer?

At man dertil har valgt at kombinere Keery og Comer, er jeg helt pjattet med. Keery har vi hovedsageligt set som godmodig teenage-fyr fra ‘Stranger Things’, og Comer har brilleret som russisk, overklasses-lejemorder i ‘Killing Eve’. Sammen tager de elegant springet fra serieland til at lave blockbuster-bingo, og det klæder dem genialt.

Jeg tror inderligt på den energi og på den ping pong, de har som unge kodnings-makkere, der slog igennem med et innovativt computerspil, som den store IT-branche dog slugte for næsen af dem.

Skud ud til Channing

‘Free Guy’ skriver sig smukt ind i en række af film, der handler om og foregår i en computerspilsverden (‘Wreck it Ralph’-filmene, Spielbergs ‘Ready Player One’, de nyeste ‘Jumanji’-filmatiseringer). En lille subgenre kan man næsten kalde det, og hvad filmene har tilfælles, udover et særligt computerspils-leksika med begreber såsom NPC, er kærligheden til popkulturelle referencer.

I nogle tilfælde bliver glæden ved shout-outs dog næsten for stor, men i ‘Free Guy’ er de fornemt balanceret. Her er både plads til nik mod et Miley Cyrus-hit og Captain Americas skjold (en nyklassisk favorit indenfor intertekstuelle referencer, hvis du spørger mig).

Channing Tatum gør det desuden strålende som avatar, og kendte Youtubere, såsom JackSepticeye og Pokimane, optræder i rollen som dem selv. Det gør fortællingen uhyggelig virkelighedsnær, når man bruger ægte influencere til at kommentere på løjerne.

Systemkritik leveret af Reynolds søde bankmand

‘Free Guy’ er svær at beskrive, for handlingen er kompleks og nuanceret, men spændende nok til at snakke længe om. Der er derfor ingen tvivl om, at er man bare lidt glad for nogle af de titler, som jeg har nævnt på nuværende tidspunkt, så skal man også ind og se dén.

Allerede ved filmens titel fornemmer man frigørelsespotentialet, som den kredser om. De mange temaer sameksisterer på skønneste vis. Menneskerettigheder, kunstig intelligens, David og Goliat, kritik af voldsglæde i computerspil, vigtigheden af immaterielle rettigheder, at tage chancen for at lade et venskab udvikle sig til mere – ja, meningen med livet for Guds skyld!

Fik jeg lige alt det ud af en actionkomedie om en bankmand ved navn Guy?