Fruitvale Station

Ny amerikansk independentfilm er for lang tid om at tage fart, men viser ikke desto mindre kvaliteter.

Oscar Grant (spillet af Michael B. Jordan) er en 22-årig ung mand med en småkriminel baggrund. Vi følger ham den sidste dag i 2008, hvor han gør sit bedste for at være en god kæreste overfor Sophina (Melonie Diaz), en god søn overfor Wanda (Octavia Spencer) og en god far overfor Tatiana (Ariana Neal). Gennem denne dag får vi et indblik i Oscars problemer, men også de ting der gør hans liv værd at leve. Filmen er baseret på en rigtig begivenhed, hvor en ung mand nytårsnat blev skudt af en politibetjent på Fruitvale stationen, og den åbner også med, hvad der lader til at være, en autentisk optagelse af begivenheden fra en mobiltelefon. Manden bag instruktion og manuskript Ryan Coogler leverer med ’Fruitvale Station’ sin første spillefilm, om en begivenhed han oplevede konsekvensen af i sit lokalsamfund. Interessen for sociale problematikker skinner igennem i filmen, men er ikke nødvendigvis det der løfter den.

Troværdigheden ikke altid intakt

Selvom Michael B. Jordan uden tvivl har vist sit værd som skuespiller, f. eks. i HBO’s ’The Wire’ hvor han spiller den unge Wallace, så virker hans præstation ikke altid overbevisende i filmen. Det er som sådan lidt svært at sætte en finger på, hvad der gør, at det ikke føles helt ægte, men man er ikke i tvivl, når man ikke kan mærke situationen eller personerne. Det er i sidste ende heller ikke kun Jordans ansvar, at man mangler at komme helt tæt på Oscar. Selvom der er flere steder i filmen, hvor det bliver understreget, hvordan Oscar har haft problemer i fortiden, der påvirker hans situation, så mangler filmen i nogle scener at give sig selv mere tid, så vi reelt får lov at føle Oscars smerte og ensomhed. Også med hensyn til replikker er der flere steder, hvor de virker for konstruerede og utroværdige.

Sentimentalt præg

Rent æstetisk kan man hurtigt genfinde visuelle træk, der også er brugt i sidste års populære og anmelderroste amerikanske independentfilm ’Hushpuppy’ eller ’Beasts of the Southern Wild’. De visuelle træk jeg henleder til er ret grynede billeder med en lav dybdeskarphed. Disse har sin charme, men kan til tider godt være lidt trættende på grund af hyppige fokusskift, der udfordrer indlevelsen. Dette er dog et mindre problem i ’Fruitvale Station’. Et større problem er de få slow-motion sekvenser mellem Oscar og hans datter Tatiana. Det er kort sagt et for let greb at bruge i forhold til at vise et følelsesmæssigt bånd mellem dem, at man ser dem løbe om kap i slow-motion, mens de smiler. Også når Oscar er blevet skudt, skal vi se nogle korte billeder af Oscar og Tatiana, der leger i gyldent sollys her igen i slow-motion. Det er simpelthen for idyllisk og irriterende at kigge på.

Spændende slutning

’Fruitvale Station’ er som sagt baseret på en virkelig begivenhed. Og denne udgør sidste del af filmen. Efter at have overværet en film, hvis problem hovedsageligt er, at det ikke rigtig lader til brænde på for hovedpersonen Oscar, så bliver der i den grad gjort op for det til sidst, hvor han reelt er i fare. Denne del af filmen er den ubestridt bedste, og vi føler helt og holdent med både Oscar og hans familie og venner omkring ham.

’Fruitvale Station’ viser gode takter og beskriver et interessant miljø. Men der går for lang tid, før det rigtig bliver farligt, hvilket gør at man i sidste ende ikke føler at have haft en fuldendt oplevelse.