Frygt og afsky på PIX 17 – Blod og samuraier

af Claus Nygaard Petersen
7. oktober 2017

Dagen oprandt endelig – jeg fik set Takashi Miikes film nummer 100 (!) ’Blade of the Immortal’ og det var skønt.

Med så mange film på resumeet, så hænder det at kvaliteten svinger lidt. Heldigvis er han her i milepælen i topform.

Den står på blod, sværdkampe og eksistentialisme. Samuraien Manji (Takuya Kimura) var blevet dødeligt såret i en ene-mand-mod-mange kamp af episke proportioner. Men før han dør sænker en heks ham evigt liv. Umiddelbart lyder liv bedre end døden, men er det nu også det, når det er evigt?

Han bliver opsøgt 50 år efter af pigen Rin (Hana Sugisaki). Hun vil have ham til at hævne sine forældres død. Gerningsmanden er Anotsu Kagehisa (Sôta Fukushi) og hans Itto-ryu disciple, en skøn samling karikaturer af vold, idealisme og galskab.

Der er fuld knald på fra start med en kamp mellem Manji og  en kæmpe flok dusørjægere. Man kunne derfor fristes til at tro, at filmen så bare ville være et stort voldsorgie. Det er den heldigvis ikke. Misforstå ikke, blodet flyder i stride strømme, men der er også et stort spørgsmål, som på forskellig vis påvirker alle karakterer; hvad er det vi lever for?

Rin søger hævn for det der blev gjort mod hendes familie, Anotsu har det forholdsvis noble formål at forene de forskellige sværdskoler under en fane, så de kan forsvare Japan mod udefrakommende. At han så vælger den form for diplomati der hedder “tilslut jer eller bliv udslettet”, det er så en anden side af sagen.

Den der kæmper mest viljen til livet er den udødelige Manji. Hans eneste følelsesmæssige tilknytning til livet forsvandt den dag han netop blev forbandet til evighed på jorden. Hvert eneste øjeblik han stadig er her er en konstant minden om dem der ikke er her. Derfor indeholder  hver kamp det lille håb, at nu virker forbandelsen ikke og han kan endelig dø. Det er rørende, og da Rin bærer en lighed med en afdød han havde kær, bliver dilemmaet mellem hans dødsønske og så hjælpe hende med at få hævn, desto mere svært.

Alvoren bliver omkranset af føromtalt blodig action, hvor man desuden også finder Miikes herlige absurde humor. Der er næsten flere one-liners end i en Schwarzenegger-film, de fleste med Manji som afsender. Stor cadeau til Kimura, der gnidningsfrit skifter mellem træt af livet menneske og så humoristisk dræbermaskine. Replikken “ups, jeg ramte dig” efter han havde hugget hånden af en, fik salen til at grine højlydt.

Når der så desuden tilsættes en ordentlig portion slapstick (der er endeløse muligheder med en mand, som ikke synderligt bekymre sig om at blive stukket eller få kappet lemmer af), så er det en ganske komplet og fornøjelig actionfilm, der lige har det ekstra, som gør at den skiller sig ud fra andre.

5 bloddryppende stjerner herfra!