Fuglene over Sundet

‘Fuglene over Sundet’ er en film om anstændighed. Udfordringen af den danske velfærdsmentalitet i behandlingen af et mindretal i en yderst presset situation.

Ægtefolkene Miriam og Arne Itkin er moderne danske jøder, hvis liv vendes på hovedet, da de fra den ene dag til den anden må flygte fra tyskerne ud af trygge velfærdsdanmark i 1943. Vi følger i 95 spændende minutter deres flugt mod Sverige ad Gilleleje Havn. Arne har til at starte med en noget nonchalant attitude, da Miriam fortæller ham, at de bør flygte. At piske en stemning op er ikke for jazzmusikere som Arne. Danmark er sikkert for jøder – det har han trofast tiltro til. Han må dog hurtigt sande alvoren på vej ud af bagdøren, da Gestapo pludselig hamrer på dørene i deres lille københavnerhjem.

’Fuglene over Sundet’ er et historisk drama som så mange andre af sin slags. Men hvad der gør filmen til noget særligt er, at den beskæftiger sig med et relativt ubeskrevet aspekt af Danmarks besættelse, nemlig forsøget på redningen af de danske jøder i oktober 1943. Det giver den mulighed for faktisk at være spændende.

Utilsigtet tragikomik?
David Dencik i rollen som Arne inspirerer ikke videre med sin sædvanlige løftet-øjenbryns-stirrende blik-teknik. Dog spiller Danica Curcic ganske overbevisende hans smukke og ansvarsfulde kone Miriam, mens sønnen Jacob på 6 år stirrer skræmt og uforstående ud i luften hele filmen.

I begyndelsen er der steder, hvor det virker som om, at det er okay at grine afdæmpet. Det er forfriskende, at sentimentalismen holdes lidt hen. Jeg kluklo, da Arne tryghedsidiotisk nægter at tage tyskertruslen seriøst, og da han senere rimelig kikset indrømmer, at han har brugt familiens opsparing – nu flugtpenge – på at købe en dyr guitar. At han glemmer at tage den med, gør ham yderligere utilfreds. Det er så forfriskende tragikomisk og hverdagsagtigt, hvilket gør mig i tvivl om hvorvidt det er gjort bevidst.

Rå og rystet, men anstændig trods alt
I Gilleleje påbydes havnens bistre fiskere at hjælpe jøderne til Sverige. Men transporten bliver hurtigt til et spørgsmål om penge og ikke anstændighed. En række scener, der viser desperationen hos de jøder, der står tomhændede tilbage på bådbroen, bidrager til at give filmen en stærk karakterbyggende barskhed. For jovist er der brugt meget energi på at skabe sympati for jøderne på deres flugt, men det er skildret tilpas råt for usødet til, at man kan tage filmen seriøst som andet end en historisk skildring og et aflad. Den fremstår som et egentligt værk.

Herudover kan man ikke undgå at lade sig rive med af filmens gribende fortælling, som er flot eksekveret. Der er gjort brug af håndholdt kamera, hvilket er med til at give fortællingen kant. At vi får lov til at følge hovedkaraktererne tæt på er en glimrende ide, men man kunne godt have ønsket sig, at man havde taget den alternative kamerabrug skridtet videre som i den ungarske holocaustfilm ’Son of Saul’. Ambitionerne er på plads i ’Fuglene over Sundet’, men mere vovemod i udførelsen kunne have løftet filmen.

Har man som jeg ikke interesseret sig mere end overfladisk for historien om flugten fra Gilleleje på forhånd, kan man læne sig tilbage og nyde spændingen lykkeligt uvidende om hvordan historien slutter. Deri ligger den sande kvalitet: Mange af os ved ikke helt hvordan historien slutter, hvilket må siges at være et særtræk inden for genren.