Game Night


En spilleaften fra helvede viser sig at være en herlig gang popcorn-underholdning.

Jo mindre der siges om instruktørernes, John Francis Daley og Jonathan Goldsteins, forrige film, des bedre. ’Fars sygt fede bilferie’, et remake af en ellers ganske glimrende film, er så ringe, at jeg var en smule skeptisk, da jeg satte mig til rette i biografen.

Interessante skuespillere på rollelisten gav dog en forsigtig optimisme, men jeg har efterhånden set nok film til at vide, at det altid er muligt for film at skuffe (læs: ‘It’)

Ægteparret Max og Annie (Jason Bateman og Rachel McAdams) er konkurrencemennesker med stort K. Sammen med en gruppe venner har de en ugentlig spilleaften, hvor håneret og små kærlige verbale kindheste er fast inventar. Men da Maxs rige og charmerende bror (en flødebolleskøn Kyle Chandler) kommer til byen og tilbyder at afholde den næste spilleaften, bliver det starten på en hulens masse forviklinger, hvor blandt andet en blodindsvøbt hund figurerer.

Maskingevær jokes
Allerede indenfor de første 5 minutter står det klart, at vi her har med en markant bedre film at gøre. Kemien mellem Bateman og McAdams er ganske smittende og replikkerne, inklusive jokes, flyver ubesværet afsted.

Et lille sideplot med at de prøver at få børn giver Bateman god mulighed for at flexe sit jeg-fatter-ikke-at-det-her-sker-ansigt, som kun han kan. Konsultationen hos en fertilitetslæge er tilpas tåkrummende på den gode måde, til at man tilgiver en enkelt fejlslagen joke eller to i situationen.

Apropos mimik, så er den absolutte scenestjæler i denne film Jesse Plemons. Han spiller en ganske sølle og nedern nabo, som også er politibetjent, og som mere eller mindre konstant bærer på den lille hvide hund Bastian. Han er ubekvemhed inkarneret; med ansigtet låst i resting-bitch-face, taler han i et monotont leje og koblet med en velvalgt ubehagelig underlægningsmusik, minder han mest af alt som en seriemorder, der bare venter på at lave en skjorte ud af deres hud. Kort sagt: Han er fantastisk!

Fin og fræk
Filmen har en god portion action og til min store tilfredsstillelse ser det ud til, at det meste er lavet med praktiske effekter og ikke er et unødigt CGI-helvede. Chandler har en fin slåskamp med et virkelig wtf øjeblik og bilscenerne oser af godt stuntarbejde. Kameraet bliver hængende i tilpas lang tid, så man virkelig får det sug i maven, som de kræver.

En fed lille detalje er, at man har valgt at vise personerne ankomme til steder, som var det på et spillebræt, papbygninger og det hele, og det ser ikke engang dumt ud.

Noget der heller ikke er dumt, er Cliff Martinez’ yderst veloplagte musik. Lige dele legende og dystert frembringer den smil på læben. Aldrig anmassende, men tilpas kækt til at man bliver opmærksom på den og således bliver den endnu en fin lille brik i et overraskende fornøjeligt puslespil. Det er ikke det store filmiske kunstværk, der kommer ud af det, men mindre kan i den grad også gøre det.

’Game Night’ er en frisk og veloplagt action-komedie med et sprudlende cast og potente actionsekvenser. Jeg var forsigtig optimist, da jeg gik ind i biografen og jeg gik derfra med et stort smil. Er det februars bedste film? Nej, men afgjort en af de mest underholdende 90 minutters løssluppen galskab, jeg har set i biografen i denne måned.


Foto: SF/Warner