GETT – sagen om Viviane Amsalem

Copyright: Øst for Paradis

Et retssalsdrama på en måde du ikke har set før. Spækket med jødisk humor og sans for drama

Gett er det hebraiske ord for ’skilsmisse’. Dog ikke bare sådan en hel almindelig borgerlig skilsmisse, men en religiøs en af slagsen, og det er kun manden, der kan give en gett til sin kone. Desuden skal hele processen igennem den jødiske domstol, og gett-ritualet skal udføres efter forskrifterne, før end kvinden nok engang kan kalde sig for fri.

Ulidelig elendighed

’GETT’ følger Viviane Amsalem i hendes bestræbelser efter skilsmisse fra sin mand Elisha. Hele dramaet finder sted over ca. 5 år inden for retssalens hvide vægge og det tilstødende venteværelse. Folk kommer og går, men Viviane er altid konstant fanget i de klaustrofobiske omgivelser, udelukket fra det jødiske samfund, alt imens hendes mand undlader at møde op i retten og viser foragt for de jødiske institutioner uden den store henstilling. Elisha bliver ved med at nægte sin hustru den skilsmisse, som hun så inderligt ønsker. Vidner bliver indkaldt og følelserne får frit spil, både de tunge og de lette.

Domstolens klaustrofobiske og mildt sagt kedelige lokaler danner en god ramme om filmen og giver én den ulidelige følelse af trivialitet, der følger med kommunale kontorer, og når de kommunale rammer pludselig bliver til ens virkelighed og nødvendighed, så bliver ulideligheden mangedoblet.

Komikkens farce

’GETT’ byder på rigtig mange morsomme detaljer, som skaber en komisk tone, der afbalancerer filmens tunge tematik. Eksempelvis har mandens bror og sagfører alle sine papirer i en plasticpose, og når han bliver kaldt til dommerskranken, står han der i sin spinkle figur med posen i hånden. Det er hverken udpenslet eller kommenteret, men et vidunderligt placeret komisk billede. Det er det også, når Vivianes advokat prøver at male et billede af hendes mand som et unaturligt stædigt menneske på baggrund af en 14 år gammel disputs med en anden mand fra synagogen over hans falske sangstemme. Og der er mange af disse eksempler, som malker komik på de jødiske institutioner og den Israelske ånd, både på godt og ondt.

Det er måske sjovt at kigge med på, men sammen med situationens alvor bliver det til en farce. Den stakkels Viviane må til tider grine med, andre gange græde over det Kafkaske scenario hun går igennem. Alle, inklusive rabbiner-dommerne, får nok af de uforenelige parter, og det gør man som tilskuer også.

Det hele bliver bare en kende for teatralsk, og til tider slet og ret kedeligt. Farcen bliver til tider lidt for meget for ens dårlige nerver. ’GETT’ er dog et kontant og modigt værk, der sætter fokus på kvinders rettigheder i Israel på en meget stilsikker facon. Hvis man desuden har en svaghed for jødisk kultur, som denne anmelder, så er ’GETT’ en fornøjelse.