God’s Own Country

COPYRIGHT: MIRACLE FILM

‘Brokeback Mountain’ romance i Yorkshires smukke bakker.

John Saxby går igennem livet uden at mærke eller tage stilling til noget. Han æder for at blive mæt, drikker for at blive fuld, knepper for at få udløsning og arbejder på den fædrene gård, fordi hans far ikke kan gøre det alene. John har aldrig skabt et liv for sig selv, men i stedet set gamle venner forlade den lille, nordengelske by, hvor de sammen voksede op. Tilbage står en bitter, ung mand, som ikke for alvor bryder sig om andre end dyrene på gården.

Kærlighed og kopnudler
Monotonien med faderens ordrer og daglige tømmermænd brydes, da fåreflokken på gården skal have lam, og de hyrer rumæneren Gheorghe til at hjælpe. De to mænd tilbringer nogle dage sammen med flokken længere oppe i bakkerne og hvis man tror det betyder, at der er dømt Ang Lee’sk mandekærlighed, så har man aldeles ret. Parallellen til ’Brokeback Mountain’ er oplagt, men i denne film er fernisen udeladt, comboynostalgien er erstattet med gummistøvler og mudder og i stedet for autentiske dåsebønner, spises der kopnudler ved bålet om aftenen.

Egentlig er det den gode, gamle, superbanale historie om et indesluttet, hæmmet menneske hvis møde med kærligheden bliver en øjenåbner. Der er ikke meget nyt under den blege, engelske forårssol. Men når det enkle og gennemprøvede er så dygtigt fortalt som her, kan man vel godt tåle endnu en tur i møllen. Den ordknappe film illustrerer eksempelvis John Saxby’s følelsesløse tilværelse ved at lade ham sluge al sin mad uden at smage på noget. På den måde kan det at salte sin elskers måltid blive en livsbekræftende kærlighedserklæring, da Gheorghe vil lære ham at spise i stedet for at æde.

Velkendt men veludført
Det store million pound question er selvfølgelig: kan de to hovedrolleskuespillere finde den kemi, der skal give farven til de grålige, overskyede billeder? Selvfølgelig kan de det. Alec Sacareanu og især Josh O’Conner forløser det ordknappe manuskript troværdigt, og man tror på kærlighedsscenerne imellem de to mænd. Desuden er Ian Hart og Gemma Jones skønne som henholdsvis John Saxby’s sure far og bekymrede bedstemor.

’Gods Own Country’ er noget så befriende som en film om to mænd, der forelsker sig, uden at homoseksualitet er dens omdrejningspunkt. Vi slipper altså for især en del vanetænkning vedrørende, hvordan sådan en romance skal slutte. Man skal nok være klar på, at selve historien vil føles som et deja-vu, men helheden ’God’s Own Country’ er smukt filmet og troværdigt spillet kærlighed.

https://www.youtube.com/watch?v=uz0P8RXQX_c