Godzilla II: King of the Monsters

Med den 35. film om kæmpemonsteret Godzilla, siden han for første gang raserede Tokyo i 1954, fjerner han sig endnu mere fra det anti-atombombe-budskab, han blev skabt som.

De fleste af hans 35 film er de japansk producerede ”Godzilla vs. et andet stort monster”. I 1998 forsøgtes det at bringe Godzilla til det amerikanske marked ved at fjerne alt, hvad der gjorde ham unik, og få ham til at rasere New York. Det virkede ikke. Det lykkedes dog i 2014 at lave en amerikansk Godzilla akkurat god nok til at retfærdiggøre en toer. Denne gang med sin klassiske appetit for atombomber og boksekampe på kæmpeskala.

Det er menneskeligt at fejle
Forgængeren ’Godzilla’ havde et stort problem. Den menneskelige historie, som fyldte godt 90% af filmen, var uengagerende og kedelig. Vi fulgte en soldat, der tilfældigvis var alle de vigtige steder på Godzillas færd. Denne gang tager menneskerne mere aktivt del i handlingen, men de er stadig endimensionelle, oneliner-leverende tidsrøvere, for ligesom forgængeren skal man vente længe for at se en rigtig mano a mano omgang monsterwrestling.

Ligesom etteren havde Ken Watanabe med udelukkende for replikken ”Let them fight”, introduceres nu Charles Dance, kendt af mange som Tywin Lannister, for at sige ”Long live the king”. De to veteraner præsenteres som modsætninger med Ken Watanabe som chef for Monarch, et agentur med det formål at studere og beskytte verdens kæmpemonstre, og Charles Dance som lederen af en terroristorganisation, som mystisk nok har mere eller mindre samme formål bare på en ond måde.

Men guddommeligt at tilgive
Det kommer måske som et chok for de uindviede, men Godzilla er helten i historien og har været det siden sin femte film. Han beskytter menneskeheden ved at bekæmpe de monstre, som truer den. For første gang kæmper amerikanske Godzilla mod nogle af sine ældste fjender. Kæmpemøllet Mothra, flyveøglen/ilddæmonen Rodan og ikke mindst HKH Ghidorah vågner fra deres lange søvn klar til kamp.

Selvom monstrenes tid på skærmen er skruet gevaldigt op siden sidst, tager det lang tid, før de egentlig slås. Der er mange scener af Monarch-holdet, der med nød og næppe undgår at blive spist, og når der endelig er lidt monster på monster action, fokuserer vi kun på de små mennesker, som løber rundt mellem benene på dem. Der er dog en sidste kampscene, hvor vi ser relativt meget, og det er klart den bedste.

King Kong? Er King Kong med? Hvad sker der?
Ja, men faktisk nej. I den nylige ’Kong: Skull Island’ var Monarch på jagt efter kæmpeaben Kong, hvis hjem, Skull Island, nævnes i omkring hver anden scene af ’Godzilla II’. Om man kan lide det eller ej, er der dermed dømt Monsterverse, og franchisefeberen spredes. Allerede næste år skal Godzilla og King Kong slås, så hvis man vil følge med, skal man hoppe på vognen nu.

Narrativt er filmen lidt et rod. Manuskriptforfatterne har kæmpet med at finde på alt det, der foregår mellem de store kampscener, og skuespillerne gør deres bedste for at få det til at give mening. Men det er jo ikke, derfor man ser den… Det er monsterwrestling, når det er bedst. Store muskelbundter med fjollede gimmicks, som slås, og resultatet er bestemt på forhånd.