Good Manners


En fascinerende perle, der flirter med lige dele horror og Grimm-ske eventyr, og er lige så forfriskende som en Caipirinha på en varm sommerdag.

Horror har en ganske særlig plads i mit hjerte. Så alene det, kombineret med at den er fra et land, som jeg ikke tidligere har forbundet med den genre, gjorde, at min nysgerrighed var vakt og forsigtig optimistisk.

I São Paolo får den fattige Clara (Isabél Zuaa) job som barnepige/hushjælp hos den rige og meget gravide Ana (Marjorie Estiano). Faren til barnet er ikke inde i billedet, så der er kun de to kvinder i lejligheden, hvor Clara er flyttet ind for bedre at kunne være til hjælp. Langsomt får de følelser for hinanden og Clara opdager, at ikke alt er, som det skal være med Ana og hendes graviditet.

Magisk uhygge med latinrytmer
Allerede inden der bliver sagt et ord i filmen, er man klar over at vi er i et lidt skævt univers; en nærmest drømmende visuel stil, der giver associationer til børnebøger og oliemalerier, udgør den São Paoloske skyline med et hint af art deco. Det er voldsomt appetitvækkende, for at sige det mildt, især er nattescenerne en mindre orgasmisk oplevelse for synssansen. Instruktørduoen, Juliana Rojas og Marco Dutra, har tydeligvis set de samme film, som en hvis mexicansk Oscar-vinder.

’Good Manners’ er delt op i to dele, hvor den første næsten kun foregår i Anas lejlighed, hvilket egentlig ikke gør noget. Forholdet mellem de to kvinder får plads til at udfolde sig stille og roligt, samtidig med at der er en underliggende følelse af uhygge eksemplificeret i Anas trang til kød – gerne så råt som overhovedet muligt.

Den lille bloddryppende hemmelighed
Der er en ting, som jeg rigtig gerne vil fortælle om, men det ville ødelægge den overraskelse, som jeg selv fik da jeg så filmen. Det er ekstra irriterende, da det handler direkte om horrorelementet og den specifikke genre og tradition, som værket læner sig op ad.

Jeg vil dog sige, at den afstedkommer to virkelig stærke scener også på den effektmæssige side i filmens første del. I anden del bruges mest antydning, hvilket nok havde været det bedste, da de CGI-effekter der gøres brug af til sidst i filmen, ærlig talt ikke giver den ønskede skræmmende effekt – make-up og proteser, samt lidt dukkearbejde giver hos undertegnede lidt mere respekt end fesne computereffekter.

’Good Manners’ er det perfekte eksempel på, at jo mindre du ved om en film, inden du ser den, jo større bliver glæden når den overrasker dig. Fine skuespilpræstationer, en dragende visuel stil og momenter af sand gru, er hovedingredienserne i denne lækre brasilianske anretning, som tilfredsstiller denne anmelders appetit for vidunder.

foto: Kino.dk