Green Book

Dette er en korrespondance vedrørende filmen ’Green Book’ imellem Rikke Bjørnholt – Film- og Medievidenskabsstuderende og aspirerende filmanmelder – og Rikke Fink – en frisk pige fra Jylland, der har kunnet betvinge en VCR siden 1995.

Rikke Fink: Hold nu op, en skøn film. Jeg kan på alle måder forstå, hvorfor Viggo Mortensen og Mahershala Ali begge er blevet nominerede til Oscars for deres roller i ’Green Book’. Sammen bærer de et sammenstød af klasse og race i de tidlige 60’eres USA, som føles overraskende oprigtigt, og som udover rørende er vanvittig morsomt.

Rikke Bjørnholt: Ved nu ikke helt, om jeg ville opsummere filmen præcis sådan. Det ville nok nærmere være noget i stil med: Viggo Mortensen spiller planetens mest stereotype italiener, Tony (selvfølgelig hedder han Tony) Vallelonga, der først og fremmest er vild med at spise og slås. Men da klubben Copacabana, hvor han er udsmider, skal renoveres, må han finde på noget andet. Han tager derfor et job som chauffør/assistent/bussemand hos den estimerede koncertpianist Donald Shirley (Ali). Sammen skal de på en tour i USA’s sydstater, så der er naturligvis lagt op til højdramatiske, racistiske sammenstød. Og surprise, surprise: de ender selvfølgelig med at lære en masse af hinanden, selvom de er meget forskellige. Roll credits.

RF: Men selvom der ikke er tale om en decideret genopfindelse af filmmediet, kan den vel godt være underholdende alligevel. Jeg syntes eksempelvis, at det var forfriskende, at filmen ikke forsøger at fremstille Tony som en eller anden altruistisk hvid mand, der ser god ud, alene fordi der er nogle southern rednecks, der er værre (jeg kigger på dig Brad Pitt i ’12 Years a Slave’!). Der er blandt andet mange gode sammenstød imellem de to mænd, hvor Don også afslører Tony i at have masser af racistiske holdninger – eksempelvis da han forsøger at presse Don til at spise Kentucky Fried Chicken med begrundelsen at ”you people love it”. Hold nu op, hvor det i øvrigt klæder Viggo Morten ikke at spille langhåret hippieenspænder som i ’Captain Fantastic’ eller ’Ringenes Herre’.

RB: Jo, der er da gode øjeblikke, men overordnet føler jeg, at jeg har set og hørt meget af det før. Det er selvfølgelig morsomt, når den italienske udsmider fra Bronx og den konservatorieuddannede afroamerikaner med hjem over Carnegie Hall taler om Chopin (Joe Pan, som Tony kalder ham) eller diskuterer madkultur. Men alle de jokes, der kommer i den forbindelse, føles også lidt, som om jeg på et tidspunkt har hørt Robert de Niro eller Al Pacino fyre dem af. Alis karakter Don tilhører overklassen og ser ud til at have alt, hvad man kan ønske sig. Men hurtigt bliver det klart, at han er en meget ensom mand, hvilket skubbes op i hovedet på seeren tidligt i historien. Filmen har simpelthen en tendens til at ville gøre alt lidt overtydeligt for os i replikker såvel som med tekster og kort og selvfølgelig de obligatoriske ”det skete der i virkeligheden” billeder til sidst. Få det væk!

RF: Det ændrer bare ikke rigtigt på, at de to mænd var fantastisk selskab hele vejen igennem – både i komiske og i mere alvorlige scener. Jeg har det faktisk lidt med denne her som med ’A Star Is Born’. Samspillet imellem hovedkaraktererne er så stærkt, at intet andet for alvor kan genere mig.

RB: Men synes du alvorligt talt, at den fortjener en Oscarnominering for bedste film?

RF: 100%. Men selv, hvis man ikke mener det, er det så ikke også latterligt, at en film kan blive dårligere af at blive Oscarnomineret?

RB: Der kan du vel have en pointe.

RF: Så hvad skal den have?

RB: Kan vi ikke droppe de der stjerner? Den er nok verdens mest effektive måde at reducere sin anmeldertekst til en grafik i hjørnet. De giver desuden ikke stjerner på Information.

RF: Lol. Det er jo det, som folk gerne vil se i første omgang. Du mister i hvert fald flere læsere på at spille smart og droppe stjernerne. Jeg giver 6 stjerner, for jeg smilede hele vejen, og jeg synes, at både Mortensen og Ali gjorde det fantastisk. Sikke et par!

RB: Jeg giver 3 stjerner, for jeg manglede både audiovisuel kreativitet, reel refleksion over filmens egne racespørgsmål og jokes, som jeg ikke allerede har hørt otte gange før.

RF: Jamen så får den jo 5 stjerner. Fint med mig.

RB: Hvordan i alverden kommer du frem til det?

RF: Helt almindelig hovedregning. Det bruger vi uden for humaniora, nemlig. 6 + 3 ÷ 2 = 4,5. Det nærmeste hele tal er altså 5 og ikke 4.

RB: Jeg hader matematik.