Happy end

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om jeg kan lide denne her film eller ej.

 Michael Haneke er kendt for at være en konsekvent instruktør, der ikke prøver at behage sit publikum med psykologiske forklaringer. Tværtimod så holdes man ofte på afstand af karaktererne, imens absurditeterne hagler ned om ørerne på én. Dette er så sandelig også tilfældet med hans nyeste film med den modsigende titel ’Happy end’.

Klassisk Haneke                                                                                                  For der er intet der tyder på en happy end i denne film. Som en opfølger til prisslugeren ’Amour’, kommer her et satirisk blik på borgerskabets dysfunktionalitet og miskommunikation. Den stenrige familien Laurent ejer et konstruktionsfirma, som kommer i problemer da der sker et jordskred på en af deres byggepladser. Laurent består af familiens overhoved George, som er ved at blive dement og bare gerne vil have en værdig død, hans datter Anne som styrer firmaet og hendes forkælede og alkoholiserede søn Pierre. Desuden er der Laurents søn Thomas, der er læge, og dennes og kone og lille søn. En dag kommer Thomas 13 årige datter Eve for at bo hos dem, da hendes mor har forsøgt selvmord. Nu trævles den pæne facade op i den overdimensionerede herskabsvilla i Calais og flere hemmeligheder ser dagens lys.

Mærkbart budskab                                                                                             Filmen leverer et fragmenteret blik på de strabadser, som ethvert familiemedlem er ude for. Informationen kommer i bidder og det er langt fra alt, der bliver udpenslet eller fulgt op på. Dette betyder også, at man aldrig rigtig kommer ind under huden på nogle af karaktererne og det irriterer mig. I hvert fald indtil det går op for mig, at den distance vi føler er præcis den distance, som karaktererne har til hinanden. Ingen kommer nogensinde ind på livet af hinanden. Alt er overflade og ligegyldigheder. På den måde får Haneke sit budskab igennem uden at tværes det ud i vores ansigter – tværtimod så føler vi det simpelthen på egen krop. Dette illustreres endnu tydeligere med kameraet, som også hele tiden holder sig på afstand, ofte hvor man ikke engang kan høre hvad karaktererne siger.

Generelt er det ikke mange følelser der bliver udtrykt i denne spydige kommentar til samfundets borgerskab. Der er ikke engang nogen sentimental underlægningsmusik. Dog mærker man hele tiden noget ulmende og fatalt, der ligger og lurer under overfladen og bare venter på at rejse sig og vise sit sande ansigt.

Jeg var tom for ord og følelser, da jeg kom ud af biografsalen og jeg må blankt erkende, at jeg ikke aner om jeg synes manglen på karakterfordybelse og emotioner gør denne film kedelig eller genial. Det er klassisk Haneke og med fantastiske præstationer fra bl.a. Isabelle Huppert, så ryger den altså lige et nyk op i den gode ende.

Foto: Camera Film