”Hvis man havde haft virtual reality-briller på og kunne styre Henry Hardcore rundt ved hjælp af en kontroller, havde ’Hardcore’ muligvis været en af de hotteste spil i verden. Men man er desværre reduceret til tilskuer til en film, der mest af alt minder om en live streaming af et computerspil.”

Generelt kan jeg godt lide film som er bygget op omkring et gimmick, som f.eks. 3D er det i ’Gravity’ eller One take er det i ’Victoria’. Derfor havde jeg også set frem til at se instruktørens Ilya Naishuller spillefilmsdebut ’Hardcore’.

’Hardcores’ gimmick er, at den næsten udelukket er optaget ved hjælp af GoPro kamera. Det betyder, at man som publikum har den konstante fornemmelse af, at se igennem hovedpersonens øjne (også kaldet POV eller point of view). Filmen opnår på den måde et udtryk, der er meget lig med det man kender fra et FPS computerspil som f.eks. ’Call of Duty’, ’Doom’ m.m..

I mine øre lød dette umiddelbart som en fed præmis og jeg havde set Ilyas super cool musikvideo ’Bad Motherfucker’, som visuelt har samme æstetik. Jeg glædede mig derfor til at se, hvad han ville kunne få ud af en spillefilm. Desværre, til min konstatering, føltes filmen kun som en forlænget udgave af hans musikvideo.

Visuelt er ’Hardcore’ i topform og den hårdt pumpet action er ikke til at sætte en finger på. Hvis du tænder på den gode gamle ultravold, så levere filmen den. Men det er desværre ikke nok til, at jeg kan være underholdt i halvanden time. Der bliver nødt til at være noget på spil i filmens handling og de centrale karakterer skal være fascinerende nok, til at jeg kan blive fastholdt.

’Hardcore’ har ingen af disse dele. Plottet er som taget direkte ud af et computerspil. Henry skal kæmpe sig igennem den ene bane efter den anden og nedlægge de dertil tilhørende modstandere. Det varigerer fra alt imellem højhuse med cyborgs, til sniper scenarier, hvor skurke skal forhindres i at nå frem til deres mål. Hver gang Henry klarer den, for vi som publikum en bid af den over ordnede historie. Det føles ofte som om, man sidder og overværer et computerspil som en anden sidder og spiller. Men i et computerspil er der noget på spil, da man risikerer, at karaktereren dør, eller at missionen tabes. Denne spænding udebliver totalt i ’Hardcore’.

Hovedpersonen Henry er en supermand, som man aldrig er i tvivl om nok skal klare den – han har skrevet udødelighedskoden. Derudover er hans personlighed næsten ikke eksisterende.

Generelt er karaktergalleriet i filmen kedeligt, og de bliver dårligt leveret af skuespillerne. Kun Sharlto Copley karakter Jimmy, som kan respawne, formår ved visse lejligheder at underholde.

Alt dette betyder, at der er lange passager i filmen, hvor man keder sig imens Henry skyder, smadrer og stikker sig igennem den ene modstander efter den anden.

Det eneste, der holder filmen oppe er, når en modstander engang imellem bliver maltrakteret på en ekstra kreativ måde.