Heartstone

Jeg har sat Sigur Rós på anlægget, taget en ulden sweater på og slået håret ud. Alt sammen for at blive i det islandske univers fra ‘Heartstone’. Her er alt simplificeret og ikke mindst ægte. Mere ægte end rigtig meget af det man kan blive præsenteret for på det store lærred i dag.

I ‘Heartstone’ følger vi Thor og Christian i en lille fiskerby på Island. De er på det tidspunkt i livet hvor manglende kønsbehåring og generel pigehåndtering udgør de største bekymringer, selvom der er rigeligt at få øje på hos dem begge to. Thor er vild med den nordiske gudinde lookalike Beta, og de to drenges mission er ubestridt at udforske deres seksualitet. Med Christian som wingman opstår der sød musik, men under Christians overflade sættes følelseskedlen også i kog. Den som Christian inderligt brænder for er dog ikke Betas veninde Hannah, men derimod Thor.

Historien om to unge mænd på hesteryg i den vilde natur lyder måske bekendt (hvis ikke så sæt ‘Brokeback Mountain’ på omgående!), men denne gang er der en anden uskyldig og vedkommende nerve blandt de to drenge. Der er andet på spil end ægte kærlighed. Ægte venskab.

Prisvindende æstetik
‘Heartstone’ vandt publikumsprisen ved dette års CPH:PIX og jeg forstår godt hvorfor. Begge drenge har en udfordrende tilværelse, som de opvejer ved at tage del i hinandens liv. Det er fuldkommen umuligt ikke at føle med begge drengene og de ting de går igennem. Verden i filmen er reduceret og kun det vigtige og det ægte trækkes diskret frem i lyset. Med en visuel æstetik og kameraføring der er udover det forventelige bliver man ikke kun betaget af det smukke sted, men også af de inderlige følelser de unge skuespillere Baldur Einarsson og Blær Hinriksson formår at udtrykke. Der er fuld plade på fabelagtige skuespilpræstationer, hvor der bliver givet plads til at de er de unge der er i fokus. De voksne er i virkeligheden bare bump på vejen i ‘Heartstone’. Nogle lidt større end andre.

Kærlighed uden klicéer
Den fine men svære overgang fra barn til voksen er et ofte portrætteret stadie på film. Dog er jeg endnu ikke stødt på nogen, der i ligeså fin og ærlig stil formår at gengive hvad det er, der foregår i de her unge mennesker. Med diskret symbolik i den smukke islandske natur er jeg som publikum ikke i tvivl om hvor vi er i de her drenges udvikling. Det er i bedste nordisk, SKAM-stil et lille mesterværk, der griber de to store emner, kærlighed og venskab og skærer alt pladderen fra.