Hunt for the Wilderpeople

Da det utilpassede plejebarn Ricky Baker stiger ud af politibilen og planter sine hvide discountsneaks i den New Zealandske naturs vildskab, bliver det starten på et nyt liv, men slet ikke som socialforvaltningen havde tænkt sig det.

Med sine 13 år og hvad der kunne ligne et helt livs overvægt, spiller Ricky Baker hård og ligeglad. Men der er noget over ham. Noget hundehvalpeagtigt, der gør det svært at tro på at han virkelig er den superbølle, han skal forestille.

Samfundets sorte lam
”He’s a bad egg” lyder det på drævent New Zealandsk fra den kvindelige socialrådgiver ved overleveringen af Ricky. Han stjæler ting, han brænder ting og værst af alt så ”hænger han omkring”, som hun siger. I socialrådgiverens optik kunne Lucifer have sendt ham ned ad floden i en sivkurv. Så grim en samfundsplet er han. Plejeforældrene Bella og Hecs faldefærdige træhytte midt ude i ingenting er derfor sidste chance for at få Ricky i permanent pleje.

Men den elskelige plejemor Bellas skøre omfavnelse og vidende smil blødkoger hurtigt det dårlige æg. Akkurat som Bella kommer man meget hurtigt til at holde af lille, tykke Ricky Baker. Wannabe-gangster-attituden og de Illuminati-tilpastrede rober til trods narrer han ingen til at tro på socialrådgiverens lange og hylende morsomme opremsning af hans dybt karakterafvigende træk.

En omgang orgelmusik kommer sjældent alene
Rickys nye plejefar Hec virker tværtimod langt mere ubehagelig og rå i filten. Han er sur på den der eneboeragtige måde, hvor man altid har et gevær inden for rækkevidde og virker mere end villig til at bruge det. Da Bella repetitivt stempler løs på et elektrisk miniorgel, mens hun synger en selvskrevet fødselsdagssang for Ricky, lader det hele til at gå alligevel. Ak, i mit voldsomme latteranfald glemte jeg, at det nok var for tidligt i filmen til en happy ending.

For som det sig hør og bør i en coming of age film om et utilpasset barn, viser vejen sig at være både kuperet og rå i terrænet.

Familieidyllen besværes kraftigt af en tragisk ulykke. Ricky begiver sig i al sin hiphopvigør på flugt ud i bushen for at undslippe børnemyndighedernes heksejagt. Hec opstøver ham dog hurtigt og modsætningerne tvinges til sammen at tage på dannelsesskovtur.

Uforlignelig humoristisk selvtillid
Film om umage par er der aldeles ikke for få af, men når man eksempelvis ser Ricky danse nynnende til en walkman skabt af skovens fornødenheder, mens Hec mitroisk ser til, mærker man den rødglødende kemi mellem de to hovedkarakterer. Her formår filmen at udmærke sig. Her brillerer instruktør og manuskriptforfatter Taiki Waititis særprægede facon. Deadpan-humoren fra ’What We Do in the Shadows’ er poppet op til perfektion, så det passer til den mere strømlinede fortælling i ’Hunt for the Wilderpeople’.

I filmens sidste del skrues der noget uelegant op for niveauet af action, men det kan sagtens tilgives, da det aldrig bliver fladpandet. Mod sin slutning bliver filmen desværre også mere til falds for klichéer. Kombinationen af klassisk sødsjov coming of age og action-komedie er ikke symbiotisk, om end tilforladelig langt hen ad vejen. Historien om en selvtægtende forbistret skovrytters spirende hjertebånd til systemets fortabte stjerneskud har nemlig lavet en plet på ens hjerte, som der skal meget mere end lidt overdristighed ved klimakstid til at fjerne.