Hvad handler ’Buñuel i Skildpaddernes Labyrint’ om?

Copyright: Angel Film

Den biografiske animationsfilm om mesterinstruktøren efterlod mig med en følelse af at have sovet i timen.

I ’Buñuel i Skildpaddernes Labyrint’ følger vi instruktøren, mens han er på optagelser i Las Hurdes i Spanien. Han vil lave en pseudo-dokumentarfilm om de forhutlede mennesker, der bor der. I Buñuels version er der intet nuttet over det oprindelige. Titlen på filmen bliver ’Land uden Brød’.

På samme måde som Las Hurdes udforskes også Buñuel som karakter. Han kører stærkt i automobil. Anklages for blasfemi, da iklæder sig en nonnedragt. I hans drømme ser vi gyldne sommerfugle, høns, ryggen af en fraværende far og de berømte elefanter med de lange, tynde ben.

Et kedeligt kunstnernarrativ
Buñuel er en stor kunstner, og filmen forsøger at forklare ham fra det udgangspunkt. Men det er desværre ikke interessant at se hans særlige, hårde temperament, følge ham forlade sine venner i øde områder eller strø om sig med lånte penge.

Det er en træt forestilling, at man som kunstner er undskyldt, når man opfører sig som et røvhul. At det føles sådan, skyldes nok mest af alt, at filmen ikke på tilstrækkelig vis formår at vise Buñuel som dét, han nok først og fremmest er: et menneske. For jeg drages mod kunstnerportrætter, mod Willem Dafoe i ’Van Gogh’ og mod Timothy Spall i ’Mr. Turner.’ Og åh, hvor er de menneskelige!

Er det en børnefilm? Eller hvad?
Filmens streg ligner noget, der har store børn som den primære målgruppe. Kantede, markante figurer og ensfarvede overflader uden dybde er med til at give hele filmen et hurtigt og tomt udseende. Særlig Las Hurdes natur er sjælsforladt. Dertil kommer karakterernes overdrevne mimik. En besvimer, fordi han ser en taxaregning.

Dyrene i de surrealistiske sekvenser ligner til forveksling noget, du kunne finde i en amerikansk børnefilm. Det er mest af alt surrealistisk i en utilsigtet forstand.

En sort fortidsbrønd
Animationsfilmen blandes med optagelser fra Buñuels egen ’Land Uden Brød’. Her er det, at ’Buñuel i Skildpaddens Labyrint’ løfter sig fra en slumrende, kunstner-forherligende oplevelse.

Optagelserne er magiske på en mørk og mærkværdig måde. I Buñuels fortidsbrønd ser jeg et skrigende æsel, omsværmet af bier. Landsbyfolk med tomme øjne og skaldede hoveder, deres rådne tænder. En gammel, usselklædt mand, der hiver hovedet af en hane.

Den grænseløse nød æder sig ind i de sort/hvide billeder, som var det ikke kameraerne, der endnu ikke var i stand til at fange farver, men ondskaben og elendigheden, der lod billederne stå udsultede tilbage.

Man overvældes, når man ser noget, man ikke troede kunne findes. Den effekt har selve animationsfilmen ikke på mig, selvom den på irriterende vis gør mig opmærksom på alt det, jeg ikke ved. Den danner dog en udmærket, om end hullet, ramme om det egentlige, overvældende mesterværk, der er Buñuels oprindelige.