Med blikket fast rettet mod det ydre rum ender Brad Pitt dér, hvor sandheder og svar eftersignede skal findes: I galaksen.
For 50 år siden landede USA på månen for første gang, og siden har mange fantaseret og brygget på tanker om alt det liv, som sikkert findes derude et sted. For er vi mennesker og kloden ikke brikker i et større spil?
Roy McBride (Brad Pitt) er blevet astronaut, fuldstændig ligesom sin far (Tommy Lee Jones), der ofrede sig selv for Jorden, da Roy var 16 år. En ofring, som opstod i forbindelse med verdens søgen efter liv i ukendte univers. Men da noget fremmet begynder at true kloden, bliver Roy trukket ind i en sandhed, hans indre lille dreng kun havde turdet drømme om, og han må derfor ud på en farlig rejse ind i et ukendt mørke. En rejse, omklamret af Brad Pitts voice over. En rejse, man sagtens kunne have været foruden.
En rumrejse for tankerne
Filmen har sekvenser af smukke billeder af rummet og de forskellige planeter, men desværre er der flere, meget lange og meget kedelige, intetsigende sekvenser, som gør, at det er svært at holde tankerne på, hvad der foregår på lærredet. Måske man ligefrem kan sige, at ’Ad Astra’ har en vibe af langtrukne Stanley Kubriks ’Rumrejsen år 2001’.
De meget lange og kedelige sekvenser bliver båret af en apatisk Roy McBride med daddy issues i alt for mange close-ups. På den anden side er Brad Pitt stadig en virkelig flot mand, men alligevel ikke så flot, at ansigtet kan bære så mange minutter så tæt på. Jeg ville meget hellere se billeder af rummet, nu hvor man ikke kan undgå Roys tanker i den altoverskyggende voice over.
“Wow, this is a goddamn Greek tragedy”
Humor er der heller ikke noget af, men hvis man skal have noget at hygge sig med i stedet, så læg mærke til alle de små referencer til andre rumfilm. Det er helt tydeligt, at instruktør James Gray har en stor kærlighed til dem – eller i hvert fald har fundet inspiration derfra. Specielt Michael Bays ’Armageddon’ fra 1998 er der mange indirekte referencer til, hvilket hjælper én med at komme igennem de to timer og to minutter, som filmen varer.
’Ad Astra’ er set før i mange forklædninger. Det almene menneske er blevet selveste Messias, og teknologien vores våben mod dommedag. Nogle gange stråler ’Ad Astra’ og spiller med de store muskler, andre gange forvandles den til, hvad der minder om en B-film, alle kunne lave. Filmen starter og slutter virkelig flot og stiller helt sikkert en sult omkring fascinationen af det ydre rum, som startede for nu 50 år siden.