I blodet

Jeg finder det ikke så svært at sympatisere med Simons situation, som jeg finder det at sympatisere med Simon.

Det er sjældent, at sådan en hvid heteroseksuel mand som jeg tager i biografen og føler mig misrepræsenteret og provokeret af dette. Det blev tilfældet da jeg var inde at se ’I blodet’, som handler om fire unge mænd, der bor i en lejlighed de har købt sammen. Det første tegn på problemer opstår, da to af dem begynder at ville flytte ud. De er måske ved at vokse fra livet med druk hver weekend og mandehørm hver dag. Så vi skal selvfølgelig følge én af dem – Simon – i det han kastes ud i en hel identitetskrise og måske skal til at være voksen.

Men hvad er det, de er ved at blive for gamle til? Vi ser dem stjæle geder, highfive over slanger, der æder mus og hoppe over hegnet på Roskilde festival. Mit problem er ikke i så høj grad, at de kan finde på det, som at de skal forestille at være almindelige unge mænd. For mig er deres livsstil fuldstændig utroværdig. Ja, selvfølgelig går man oftere i byen i min alder, men man står altså ikke op og drikker bundsjatter hver eneste morgen, hvorefter man smutter over på skolen og får 12 til eksamen.

Vær ung med de unge

Dialogen mellem de unge mænd føles som om den er skrevet af en, der ikke selv er ung. Det er den også. Rasmus Heisterberg er 41, og jeg ved ikke, om 23-årige talte præcis som Simon og hans venner gør det til hinanden for 18 år siden, men jeg har svært ved at tro på det. Pseudomoderne slangudtryk som ”champ”, ”piger med fart på” og ”under tøflen” udtales akavet af skuespillerne, som ikke selv virker til at være helt trygge ved replikkerne. Jeg havde utrolig svært ved at blive indfanget af og få forståelse for det venskab, de fire venner har, og det gjorde det sgu svært at være ked af det på Simons vegne, da det begyndte at gå i opløsning.

Måden, ’I blodet’ er filmet på irriterede mig. Alt er så gråt og kedeligt at se på, og alt for mange skud er filmet fra ryggen. Det er kedeligt at se på, og det skabte bare en yderligere distance til karaktererne. Det er kun når Simon og Knud – hans bedste ven blandt de fire drenge – sidder og snakker sammen, at kameraet kommer helt tæt på. Vi er pludselig helt oppe i ansigterne på dem, og man ser deres øjne, deres læber og deres hænder, som rører hinanden. Jeg synes, at der rent filmisk blev lagt utrolig meget op til et romantisk forhold mellem de to karakterer, og det var derfor endnu en skuffelse, at fokus lå på at Simon møder en pige.

’I blodet’ ender desværre med at være en lang serie af uforløste konflikter. Betyder det at blive voksen, at man skal lægge alt man nogensinde har gået op i fra sig for at opsøge en sød pige? Betyder det at være ung, at man opfører sig som et svin overfor alt og alle? Jeg er selv 23 – præcis samme alder som Simon – og jeg har sjældent fundet det så svært ved at relatere til et menneske med undtagelse af følelsen af opbrud og venskaber, der forsvinder. Jeg synes ikke, ’I blodet’ har noget konstruktivt at sige om hverken ungdom eller det at blive voksen.