Molly og Johns drøm om biodynamisk landbrug bliver til en vellykket dokumentar med drama og svimlende smukke billeder.

En mand sidder på hug. Han er mandsopdækket af hunde. De er som forenet i en fælles omfavnelse og forsøger at beskytte hinanden mod den voldsomme storm, der angriber dem på marken. Manden hedder John Chester, er naturfotograf og har instrueret filmen ’Den største lille gård’.

Hans kone Molly er ernæringsekspert og madblogger. Sammen har de en drøm, som et løfte til deres hund Todd gav dem anledning til at forsøge at realisere.

Dyret giver deres liv mening, og han skal have et hjem, hvor der er plads til ham, og det er der ikke i deres lille lejlighed, hvor han gør utrætteligt hele dagen.

På Apricot Lane Farms 500.000 kvadratmeter, der er lokaliseret en times kørsel nord for Los Angelses, kan han boltre sig, og der vil Molly og John skabe deres biodynamiske paradis i harmonisk forening med Moder Jord.

Deres hjem skal eksistere i tæt samspil med naturen og dens rytme og være en del af dets kredsløb.

Filmen er delt ind i syv akter, der passer med de syv år, vi følger dem. En velvalgt struktur, der klart overskueliggør den lange proces.

Optagelserne fra perioden kommenteres i en voice over af instruktøren John Chester. Her er tale om et meget personligt værk uden distance. Vi er vidner til de sejre og ulykker, parret møder, mens de kæmper for at virkeliggøre deres drøm.

En befrielse ikke at blive skånet
Dokumentaren har to modpoler, der virkelig klæder hinanden. Det ene er det nuttede, som vi for eksempel får præsenteret igennem historien om hønen Greasy og grisen Emma, der er bofæller og venner.

Da Emma har født små grise for anden gang, holder hønen nysgerrige på afstand, så mor og unger kan få den ro, de har brug for.

En anden side af naturen bliver også synliggjort. Så som skovbrande, eller når prærieulvene bider hønsene ihjel.

Det er så befriende ikke at blive skånet for naturens brutalitet og uforudsigelighed. Ved at blive præsenteret for naturens kontraster skaber det desuden en nuanceret fortælling om de to idealister og forstærker troværdigheden.

Hvis vi var blevet skånet for de voldsomme udfordringer, som naturen stiller dem, havde historien virket alt for rosenrød.

Der fortælles generelt i et hektisk tempo. Ideen her er formodentlig på et formmæssigt plan at spejle, hvordan det må have været at gå igennem den så krævende mentale og fysiske proces, det er at skabe et biodynamisk landbrug helt fra bunden.

Så vi som tilskuere virkelig får ind under huden, hvilket inferno John og Molly har været igennem på gården, og det mærkede jeg som publikum stærkt intensiteten af.

Men når der samtidig er et stærkt ønske om at formidle et hav af informationer, særligt af den faglige slags, bliver det til tider en anelse dræbende.

Det er er sympatisk, at de vil udbrede viden om vigtigheden i at passe på vores klode, men man kunne godt have valgt at drosle lidt ned for mængden.

Naturens poetiske og mirakuløse skønhed
Lykkeligvis er der indimellem små åndehuller af langsomhed og skønhed. Optagelser af naturen på gården i slow motion, uden den vanlige fortællestemme indover.

De smukke billeder er en uforbeholden kærlighedserklæring til Moder Jord.

Filmen viser naturens poetiske og mirakuløse skønhed. Jeg kan næsten dufte blomsten, når de sprang ud for øjnene af mig og smage de fristende æbler, der hænger på træerne i plantagen.

Jeg er fuld af beundring for John og Mollys mod og ukuelighed. De er nogle gæve drømmere. Det er et priviligium og en berigelse at få indsigt i, hvordan deres biodynamiske rige blev til.