I ’Monos’ bliver teenagerens rådvildhed skildret både barskt og smukt

Copyright: Angelfilm

En subtil fortælling, der formår at vække stærke følelser.

Det er hårdt at være teenager med alle de forandringer og følelser, man går igennem. Hvis man så ovenikøbet er blevet indlemmet til at være guerillasoldat i det barske naturlandskab i Sydamerika, så må man sige, at man er udfordret.

På en øde bjergtop, hvor regn og kulde raser, hersker en flok unge guerillakrigere, der udover hard-core militærtræning også må vogte over et amerikansk gidsel og passe ’Organisationens’ meget værdifulde ko.

Men da disse ”soldater” også bare er forvirrede teenagere, der går op i kæresterier og fjollerier går dette grueligt galt i en ”leg” med deres geværer, og vi fornemmer tydeligt, hvordan deres fejltrin vil have fatale konsekvenser for de unge.

Ingen unødvendig eksposition
Filmen er fortalt meget spartansk. Vi bliver kastet ned midt i et råt landskab uden sans for tid og sted, hvilket skaber en både forvirrende og klaustrofobisk fornemmelse.

I små subtile replikker udvikler plottet sig i en voldsom retning, men uden brug af de store klassiske dramatiske greb såsom følelsesladet musik.

Begivenheder sker nærmest som henkastede bemærkninger, der sammen med det stærke, visuelle sprog, hvor naturen bliver en aktiv medspiller, giver filmen en nerve.

Generelt ligger der et ulmende oprør og lurer under overfalden af denne underfortalte historie og skaber en intensitet.

Dette ikke mindst skabt af de otte unge skuespillere, der leverer medrivende præstationer, som gør mig investerede i deres liv og historie.

For man fornemmer hurtigt angsten for at fejle i deres øjne, og hvilke konsekvenser disse fejltrin kan have for dem.

Man bliver som publikum splittet imellem at holde med dem og være imod dem, når de ydmyger deres gidsel og hinanden.

Bare en lille smule mere Hollywood-effekt
Men denne splittelse kommer også til udtryk i min holdning til filmens tempo, der trods dens subtile måde at fortælle på skaber intensitet, så bliver jeg også en smule rastløs.

Ligesom filmens karakterer, så føler jeg mig i en form for venteposition. For de dramatiske begivenheder, som trods alt forekommer, er så nedtonede, at jeg mister mit engagement for karaktererne. Så bare en anelse mere dramatisk effekt ville have gjort underværker.

Dog er filmens kvalitet ikke til at tage fejl af. Dens eminente billedsprog er enormt stærkt, hvor det rå og barske naturlandskab føles uendeligt og dets vildskab bliver matchet af de unge spillere.

På trods af deres forfærdelige handlinger, så er der ingen tvivl om, at de er børn, og det skærer i mit hjerte. Særligt filmens sidste billede rammer mig lige i hjertekuglen og printer sig fast på nethinden. Dette bør ingen teenagere gennemgå.