I Syrien

Et klaustrofobisk kammerspil formidler krigens larm og stilhed eminent.

Der er noget forkert over at skulle sætte sig ind i en biograf for at forholde sig til krigen i Syrien. I øvrigt mens man spiser croissant og drikker kaffe i sæder af purpurfarvet velour. For selvom ’I Syrien’ er filmisk vellavet og ikke maler med moralens bredeste pensel, føles det for let sluppet at kunne forlade mareridtet, når rulleteksterne ruller.

En smuk lejlighed midt i orkanens øje
Mens filmen udspiller sig, går handlingen sin gang i realtid. En syrisk matriark skjuler sine to døtre, den ældstes kæreste, hushjælpen, sin svigerfar samt et ungt par og deres lille baby i en stor lejlighed i Damaskus. Den sidste lejlighed i ejendommen der endnu er beboet, viser det sig.

Krigen raserer udenfor væggene, der bestemt ikke er trygge. Hvordan bomberne falder og skuddene affyres fra himmel og gadeplan, er man som seer nøjagtigt ligeså uvidende om, som lejlighedens residenter. Derfor bliver filmen fascinerende. For det er ubehageligt, når der sker noget slemt, som der jo gør i et krigsramt område. Og når der ikke sker noget, er det ækelt og medrivende at vente. Krigen hvis tragiske sandhed desværre rækker udover biograflærredet gøres levende som budskab, men også som fortælling.

Hvad blev der af fornuften, larmer det fra bogreolen
Man er i godt selskab med kameraet, som det agerer port til dramaet. At fortællingen udspiller sig så snævert, fungerer netop på grund af den nære livagtighed i billederne. Lejlighedens meget almindelige indretning bliver til flotte tableauer, der også mange gange sammenstykker symbolik uden at det kommer til at fremstå opstillet.

Som da man i begyndelsen møder svigerfaren – en mildt udseende syrisk mand furet af alderdom med lemmer, der rummer en apatisk ro. Fra ham panoreres der videre til en prægtig bogreol, mens krigens tilstedeværelse larmer. Bogreolen er overflødiggjort, rationalismen er en saga blot. Det kræver finesse at kunne fortælle i billeder på den måde, og det må man sige, at instruktør Phillippe van Leeuw hjulpet af fotografen Virginie Surdej formår.

Endelig et kammerspil der giver mening
Kammerspillet som dramatisk institution slipper vi næppe af med nogensinde. Men efterhånden er der langt fra genrens evne til at indramme en dramatisk realisme, der brænder som hård spiritus i halsen, på tilskueren. Ofte bliver det en selvopfyldende profeti i ordets negative betydning, hvor beskedne omstændigheder for et drama bliver til intet mere end et beskedent drama.

At bruge den tilslebne form til at vise en forfærdelig krig og følelserne fra de uskyldige påvirkede er derimod en genistreg. Ikke blot er ’I Syrien’ en god filmoplevelse, men også et eksempel på, hvordan fiktionen smukt kan supplere dokumentaren. For med en skarp linse og meget dygtige skuespillere slår realismen til, hvor den for en gangs skyld er mere end behøvet.