I ’The Swallows of Kabul’ knuses parforholdet og kvinderne af Taliban

Foto: DFI

Fransk animationsfilm er en smuk fortælling, der fremstiller religiøs (kvinde)undertrykkelse i et hverdagslys.

Bag nedrullede gardiner lever kunstneren Zunaira. Fordi hun nægter at iklæde sig burka, kan hun ikke bevæge sig udenfor. Når hendes mand Mohsen kommer hjem, kysser hun ham lidenskabeligt og laver flirtende sjov med ham.

Men en dag er han ikke, som han plejer. Han fortæller, at han har overværet en stening af en kvinde, som er dømt for hor. Han blev grebet af stemningen fra folkemængden, samler selv en sten op og kaster den.

Herfra er alting forandret mellem parret, og de efterlades gradvist mere og mere til den skæbne, det religiøse politi bag husmurerne hele tiden havde tiltænkt dem.

Vi er under Taliban-regimet i Afghanistan i 1998. Her er det en stram fortolkning af sharia, der bestemmer rammerne for hverdagen. I ’the Swallows of Kabul’ ser og forstår man, hvordan religiøse regler gør hverdagen og hverdagskærligheden næsten umulig.

Bemærkelsesværdig og anderledes
’The Swallows of Kabul’ vandt ved Cannes Film Festival sidste år prisen for bemærkelsesværdige og anderledes fortalt film ’Un Certain Regard’. Og filmen ligner bestemt heller ikke noget, jeg har set før.

Malet i pastelfarvede og lyse akvareller har den et særegent, flygtigt udseende, som havde nogen hastigt strøget en pensel for at vidne om noget, det er vigtigt og farligt at fortælle. Om et land, hvor kvinder bøjer nakkerne af ringeagt for dem selv og frygt for de mænd, der har gemt dem, deres kroppe og ansigter i blå klæder.

Mændene fortæller hinanden, at kvinderne ikke har rigtige følelser. Man forstår, at mændene også har glemt, hvem kvinderne under burkaen er.

Bag de smukke billeder, hvor særligt lyset falder klart ind ad vinduerne, fremstår den hvide baggrund, der altid er synlig i billederne, som en påmindelse om, at filmen ikke er noget, man kan glide ind i som en fortælling, men må tage som et vidne.

Et vidne om frygt og leveregler, der er umulige at leve i.

Krigens væsen
Filmen skildrer også et afghansk lokalsamfund, der er påvirket af skiftende uroligheder. Russernes invasion ligger som en erindring i karaktererne, man fornemmer dem i de gamle muhajediner, som fortæller krigshistorier fra dengang, fjenden kom udefra.

Nu er det Taleban, der patruljerer gaderne, og det er svært at skelne ven fra fjende. Taleban og den obskure måde at tolke islam på fremstår på den måde ikke som noget særegent for Afghanistan, men mere som en ulykke, der er landet over dem i kølvandet på en anden.

Biograferne er lukkede ligesom skolerne. Det lukker også sindet og modet, for kunsten er med til at bevare følelserne klare og rene, til at undre sig, føle, forelske sig og forstå.

Den tanke præsenterer filmen, og den virker oprigtigt følt, og jeg er skam sikker på, der er noget sandhed i den. Men på trods af historiens stærke autensitet fremstår det også en smule naivt, at svaret på det hele er at uddanne den næste generation til noget andet end religiøs, intellektuel dårskab.

Mænd, der hader kvinder
Filmen sværmer om de kvinder, der efterlades i filmen. Zunaira repræsenterer friheden, ligesom filmen er malet, maler hun også selv. Sit liv med Mohsen, et stort portræt af sig selv nøgen. Hun repræsenterer også passionen, kærligheden, seksualiteten og kvindeligheden.

Hun nægter til det sidste at iklæde sig burkaen, og på trods af, at filmen – stramt og fremragende fortalt – konstant snørrer sin håbløshed om publikum. Dét på grund af sin skræmmende og ualmindeligt kloge måde at portrættere krig og religiøs undertrykkelse på.

’The Swallows of Kabul’ er en film om krig og kærlighed. De to snor sig om hinanden, som slanger, der gensidigt forsøger at kvæle den anden.

Det er mere end hård at være vidne til. Når filmen slutter, ved jeg ikke, hvem af de to slanger, der har vundet.

Det gør ondt.