Independence Day: Resurgence

Copyright: 20th Century Fox

Så er han tilbage! Katastrofemand nummer ét hedder Roland Emmerich og opfølgeren til hans Will Smith-anførte, humoristisk-apokalyptiske ’Independence Day’ er endnu mere grandios end sin forgænger.

”De elsker at ødelægge monumenter!” siger den altid fantastiske Jeff Goldblum, mens han flygter fra endnu et altødelæggende rumskib. Han er en af den håndfuld skuespillere, der er blevet bragt tilbage til Roland Emmerichs effekttunge eksplosion af et science-fiction univers, for endnu en gang at redde verden fra undergang. Derfor ved også både han og vi, at det selvfølgelig skal dokumenteres når den ene seværdighed efter den anden bliver kværket og lagt i grus. Det er klassisk Emmerich og set før, men i ’Independence Day: Resurgence” er det alligevel forbandet fedt.

Slimede rumkryb i jagt på ressourcer
I hvad der virker som spekulativ casting, udfolder filmens historie sig gennem et cast med stor diversitet. Præsidenten er kvinde, den skøre forsker fra etteren er nu homoseksuel, en pilot er asiat og kvinde, en anden afroamerikaner og en tredje – ja, han er så hvid. Blandt filmens vægtige roller er diversiteten dog svært at få øje på og det kan diskuteres, hvorvidt der i højere grad er tale om leflende politisk korrekthed end egentligt fremskridt.

De ovenstående (og en hel del flere karakterer) bliver på tyveårsdagen for den første invasion igen angrebet af væsner fra det ydre rum. Jordens kerne gemmer på store energiressourcer – noget de slimede rumkryb i den grad er interesserede i. Det er derfor op til vore mange helte at redde jorden fra at blive massakreret af rumvæsnernes 5000 km brede fartøj.

Vulgær storhed
Liam Hemsworth spiller den sexede drengerøvspilot Jake Morrison, der sammen med det gamle crew (ført an af Jeff Goldblum) undviger faldende fly, højhuse, broer og biler i ét væk. Kan en ting falde – og det kan det meste altså – så har Morrison også undveget det efter de 120 minutter er overstået. Alt rives op med rode, hvilket slet ikke er så skidt. Det er uden tvivl møjsommeligt for karaktererne, men det er et imponerende syn, når jordens tyngekraft modvirkes, så storbyer svæver i luften til stor gene for de tapre piloter. Effekterne er overdrevne, men smukke i al deres vulgære pompøsitet.

Oppustet remake af forgængeren
Historien kan ikke siges at rumme særlig megen originalitet og er tæt på at være et oppustet remake af forgængeren. Hjernen får lidt hvile, når de gumpetunge replikker løber om kap, og en hel række af filmens elementer er decideret genbrug (eller homage, alt efter hvordan man ser på det) til den første film. Humoren er præcis lige så usårlig som rumvæsnerne er onde – og de er altså temmelig onde.

Alligevel rummer filmen i sin naive klichefuldhed en charme, der er svært uafrystelig. Det plathumoristiske element i et platkatastrofalt plot resulterer i et eskapistisk afbræk fra hjerneaktivitet, der fornøjer mere end det forarger. 120 minutter kan det måske ikke helt holde til og ’Independence Day: Resurgence’ taber da også pusten lidt i den sidste tredjedel. Men kortere spilletider er ikke at forvente, for Roland Emmerich vil have alting stor, større, størst!

Skabelonskåren rutsjebanetur
’Independence Day: Resurgence’ er et buldrende, skabelonskåret spektakel af en film, der med sine vilde effekter og simple karakterer ikke bringer stor indsigt i noget som helst. Men det skal den heller ikke. Roland Emmerich har i stedet overgået successen fra 1996 med en flot og mere overbevisende rutsjebanetur på randen af jordens undergang. Det hele er set før, oftest endda i hans egne tidligere værker, men underholdningsværdien er ikke at fornægte. Rent visuelt er ambitionsniveauet hævet flere nøk og lad det så blive slået fast én gang for alle: Jeff Goldblum er the shit!