Inuk

Biografmørket har knap nok sænket sig, før det kridhvide lærred atter lyser salen op. Snestøv fyrer over den hvide is, mens en melankolsk voice-over og ihærdige strygere buldrer ud af højttalerne. Således anslås grundtonen til den moderne grønlandsfortælling ‘Inuk’.

Filmen kommer dramatisk fra start, da Inuks far i et forsøg på at bringe sin syge søn på hospitalet falder i et ishul og drukner. Fra dette skæbnesvangre øjeblik kastes vi frem i tid og fortælling: Efter jægerfaderens død er den efterladte familie flyttet fra den hvide indlandsis til det grålige bylandskab i hovedstaden Nuuk. Her kæmper Inuk (Gaba Petersen) mod ensomhed og sult i en tilværelse præget af sin mors utæmmelige alkoholmisbrug.

Mens billedside og kameraføring understreger den socialrealistiske tematik, puster lydsiden sig ofte så meget op, at den lægger sig som et tykt lag sne over fortællingen. De ihærdige strygere og den vise voice-over insisterer på at vejlede sit publikums følelser og forståelse – også når tavsheden klart havde været at foretrække.

Samme problem fortsætter, da historien leder Inuk tilbage til indlandsisen ved børnehjemmet i Uummannaq. Her møder han jægeren Ikuma (Ole Jørgen Hammeken), med hvem han tager på sæljagt og langsomt opbygger en art far-søn-forhold. At Ikuma ligesom Inuk bærer rundt på tunge minder står tydeligt skrevet i hans furede jægeransigt. Alligevel insisterer fortællingen på at pensle smerten ud for os: mens den overflødige voice-over atter trænger sig på, gransker Ikuma næsten demonstrativt et billede af sin mistede søn. Budskabet går klart ind (ja, han er ked af det!), men et egentligt følelsesmæssigt engagement udebliver. Ligesom mange af filmens andre scener forekommer denne mig underligt opstillet og lidet overbevisende.

Måske er det mig, der er kold som is. Men jeg mener nu, at den tilbagevendende udpensling dræber, hvad der kunne have været en storslået fortælling om kompleksiteterne i det grønlandske samfund. Jeg har stor forståelse og dyb respekt for Mike Magidsons forsøg på at fortælle historien om et folk, der drives væk fra isen og ind i sociale problemer. Der er skam også kvaliteter gemt i både fortælling og karakterer, men det nytter simpelthen ikke noget, når virkemidler og opstillede scener gang på gang stikker ud og spænder ben for den naturlige udvikling. Så nægter mit kolde kritikerhjerte desværre at tø op.

Den upolerede billedside og den bombastiske musik, som Magidson håber på magisk vis vil smelte sammen til et komplekst møde mellem det nye og det gamle og det smukke og det grimme, hamrer i stedet hult mod hinanden. Resultatet ligner i mine øjne snarere en B-film, der ikke helt kan finde ud af at tæmme sine dramatiske virkemidler.

Derfor formår Magidson aldrig at trænge igennem det tykke snelag, der omgiver fortællingen – og det er sgu ærgerligt, når han ellers har blik for de interessante problematikker, der ligger gemt i den grønlandske indlandsis.