Isle of Dogs

Wes Anderson suger næring til sit hundeepos i den japanske æstetik, som en gammeldags vestlig parasit. Resultatet er himmelråbende pænt.

Man bør måske spørge sig selv, om man så småt er ved at blive en parodi på sig selv, når den idé man vælger at gå videre med er: hvad nu, hvis den diktatoriske leder i et paralleluniverselt Japan udviste menneskets bedste ven til at bo som skrald på en skraldeø?

Wes Anderson laver film som en masochist
Hvad der måske skulle have været parkeret som en langt ude gren i et byzantinsk mindmap over filmidéer, er om ikke andet, hvad vi har at gøre med i ’Isle of Dogs’. Vi ser hvordan hunden ’Spots’ som den første hund porteres til det, der bliver til: hundenes ø. Som en anden Mis med de blå øjne, er den alene og indespærret i sit bur ved ankomsten. Som filmen skrider frem tilbagelænet episode for episode, lærer seeren andre skønne hunde at kende og en 12-årig dreng, som er draget til øen mod alle odds med en hjertevarm mission: At finde den hund, man tog fra ham.

Selvom stemmerne hverken omfatter Jason Schwartzman eller en eneste Wilson-bror, og tværtimod byder på ingen mindre end Brian Cranston og Edward Norton som nogle af de sjoveste hunde, lyder og føles de sært nok stadig som de gamle kendinge fra ’The Royal Tenenbaums’. For med et formsprog der ville gøre den sirligste konditor forlegen, kan Anderson hælde hvad som helst ned i sin isterningebakke af underfundig perfektionisme, og resultatet afviger ikke mere end at portefoliens hegemoni forbliver intakt.

En vandmelon af en film
’Isle of dogs’ er en bedre film, end mange instruktører kan drømme om at lave. Men som fan og kender af Wes Andersons motiver, føles humoren i det seneste skud på stammen lidt som at se et kompilations-afsnit af Friends. Det er sjovt og velkendt, men ikke det man selv ville vælge. Som fortælling er ’Isle of Dogs’ et stykke vandmelon. En indbydende og tillokkende fornøjelse. Instagram-venligt sågar. Læskende og stimulerende. En kortvarig illusion af mæthed.

Filmkunst er ikke at bage en kage
Med ’Isle of Dogs’ laver Wes Anderson film som min svenske mormor laver kötbuller. Med så stor selvsikker rutinerethed, at skulle man rive hende ud af fjerene midt i REM-søvnen og sætte en riffel for hendes tinding, ville hun uden en snert af tvivl kunne forklare dig ned til nærmeste detalje, præcis hvordan hun gør. Og skulle hun gud forbyde det komme til at begå en fejl, ville hun rette den til med samme blyindfattede ro, som var intet sket, og ingen ville opdage noget som helst. Min mormor er kongen af kötbullar og Wes Anderson ved, hvordan man laver filmuniverser, der emmer af symmetri og godt selskab. At min mormor ikke fornyer sig er tilforladeligt. At Wes Anderson ikke gør, er en skam.

Måske fordi den var så forbandet lyserød, står ’The Grand Budapest Hotel’ som et skarpt værk i bevidstheden. Eller også var det på grund af Ralph Fiennes. Men hvad pokker blev der af det sindrige manuskriptarbejde fra ’The Royal Tenenbaums’ til at retfærdiggøre pyntesygen? Med ’Isle of Dogs’ bager Wes Anderson en kage. Men de fleste kan vel blive enige om, at det sjældent er ved at følge opskriften, at man fornyer noget som helst.