“Jeg er fanme ikke elitær”

Foto: Sigrid Nygaard

Filmanmelder Christian Monggaard er efter eget udsagn en smagsdommer, og han mener, det er ”bavl”, når anmeldere bliver anklaget for ikke at være folkelige.

I 1997 skrev Christian Monggaard som ung journalist sin første anmeldelse for Dagbladet Information om Cage/Travolta eskapaden ‘Face/Off’. 1997-versionen af Monggaard kaldte tjubangactionbraget for “hæsblæsende og følsomt på én og samme tid.” Siden dengang har Monggaard etableret sig som en af Danmarks mest anerkendte filmanmeldere.

Da vi mødes i Informations kommuneagtige og overraskende mondæne kantine, fornemmer jeg da også noget ved ham. En kampstenstung etos. Jeg får lyst til at kalde ham Hr. Monggaard. Af respekt for institutionen. Men da han sætter sig overfor mig, stor og med ansigtet indrammet i pjusket hår og skæg og en tone af blød, hjemlig ironi i stemmen, virker det måske mere passende med Christian. Ham, der kan se noget fint og følsomt i ‘Face/Off’.

Der er et skisme i Christian Monggaard. Mellem det elitære – for der er tale om en af anmelderkorpsets elite, for mange at se det mest elitære af det elitære – og så på den anden side det folkelige, tilbagelænede og joviale. Dét, der lader sig forføre af Olsen Banden, af amerikansk populærkultur og Face/Off. Det skisme talte vi om denne formiddag i starten af sommerferien.

Fanboyen på bunden af flasken
Mens jeg spørger, hvad der gør en god anmelder, løfter Mongaard sin Cola Zero-flaske op fra kantinebordet. Han vender den på hovedet og ser ned i den, som et barn ser ned i et kalejdoskop. Jeg venter på svar, men han synes aldeles opslugt. Så ser han pludseligt op på mig:

”Når jeg får lov til at møde en eller anden stor instruktør, som jeg har beundret meget længe, er det svært for mig ikke at være lidt fanboy-agtig. At have noget af den barnlige begejstring i behold er vigtigt, hvis man vil være en god anmelder.”

Det er begejstringen over filmene, festivalerne og interview med folkene bag, der kan holde gejsten ved lige, selv efter 22 år på den samme avis, uddyber han.

”Når jeg ser mit navn på tryk, synes jeg stadig, det er sjovt. Når jeg ser en henvisning til min artikel på forsiden, så tænker jeg ’yes!’. Taknemmelighed, ydmyghed og begejstring. Det er så vigtigt for mig som anmelder. For hvis jeg ikke længere kan begejstres, hvordan skal jeg så begejstre andre?”

Er det sådan du vurderer, om en film er god? Hvis den begejstrer dig?

Hvis man bliver forført til at leve sig med i historien, vil jeg påstå, filmen er god. Det er der selvfølgelig gradueringer af. Hvis man får øje på alle de fejl, en film måtte have, er det som regel fordi, man ikke er blevet opslugt af historien. Man kan til gengæld være meget tilgivende overfor de der fejl, hvis man bliver opslugt,” svarer han.

“Jeg vil kalde mig selv for smagsdommer”
At anmelde er at se, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør – og så kaste sin uangribelig mening efter et værk, som Monggaard siger. Jeg spørger ham, om man også kan kalde det smagsdommeri. For hvem bestemmer, hvad der fungerer?

”Jeg var en af dem, der hadede ‘Smagsdommerne’ på DRK. I dag er det blevet til lidt af et skældsord. Jeg vil gerne have lov til at tage det ord tilbage, og så kalde mig selv for smagsdommer, for det er det, jeg er. Men det vil jo altid være min personlige smag. Mit temperament, min personlighed, mine erfaringer, min oplevelse.”

Oplever du, at der er mange fordomme om anmeldere?

”Ja. At det er elitært, og at der er et bredt skel mellem publikum og anmeldernes modtagelse af en film. Det er noget bavl. Det forudsætter, at vi alle sammen er nogle akademiske mimoser, der sidder oppe i et elfenbenstårn og ingen kontakt har med virkeligheden. Den fordom knækker med sådan en som mig. Jeg har læst et års Klassisk Arkæologi og et år på Film- og Medievidenskab. Så kunne jeg ikke holde ud af at være på universitetet længere.”

Jeg læste på et tidspunkt, at 60% af filmanmelderne havde en akademisk uddannelse.

”Det er også kun cirka halvdelen.”

Hos befolkningen er det ti procent.

”De bedste anmeldere er ikke akademikere, men gode formidlere. At man kan formidle sine synspunkter og forklare sig på en ordentlig måde. Jeg har altid sat en ære i at gøre mine anmeldelser så ligefremme og let-gennemskuelige som overhovedet muligt”, svarer Monggaard.

At nogle anklager anmeldere for ikke at have en tilpas folkelig smag kan skyldes, at der ikke er nok forståelse for, at der sker noget andet hos et menneske i en biografsal, hvis man har set tusindvis af film, end hvis man ikke har, siger han. Man opdager hurtigere, hvornår noget er en gentagelse, et rip-off eller en bleg afglans af noget andet.

Det er klart, at er Richard Curtis’ ’Yesterday’ den første romcom, man ser i sit liv, vil man tænke ”hold da kæft, en genial film. Verdens bedste romcom.” Jeg bliver nødt til at sætte filmen i forhold til alt det, jeg har set igennem mit liv og karriere. Det ‘Yesterday’ forsøger, har jeg set Richard Curtis gøre bedre tidligere i både ‘Love Actually’ og til en grad også i ‘Notting Hill’.

I bund og grund er det mit arbejde at være kritisk. Jeg kan ikke tillade mig at være tilgivende. Jeg er der for at anmelde skidtet. Jeg er der for at finde ud af, om jeg synes, det er godt eller skidt.”

Christian Monggaard holder en kort pause.

”Jeg bliver lidt træt af det. At blive beskyldt for at være elitær, jeg er fanme ikke elitær.”

Han læner sig frem i sædet, og slår begge hænder ned i bordpladen mellem os: ”Det kan godt være, jeg skriver for en avis, der har ry for at være elitær, men det er vi ikke! Vi er HELT VILDT FOLKE…”

Han stopper brat op, sætter sig tilbage i stolen og siger teatralsk-modløst: ”Aargh okay, det er vi måske ikke…”

Dialog med kunsten
Monggard elsker amerikansk populærkultur, anfægter han. Det var netop ikke en type kulturstof, Information tidligere tog sig af. Han var en af de første, der dækkede området med ægtefølt begejstring, da han startede tilbage i 1997. Men han mener stadig, han altid først og fremmest bør være kritisk:

”Man gør kunsten, kulturen, sine læsere og sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at være så kritisk som overhovedet muligt. På den måde kan jeg gå i dialog med kunsten på et mere overordnet plan. Med dansk film og branchen i det hele taget. Sådan kan jeg være med til at skubbe på nogle ting.”

Men for Monggaard er det primære mål dog læserne. At levere underholdende, velformidlet og oplyst filmjournalistik til de, der læser hans ugentlige udgivelser. For tænk, hvis han kan gøre folk klogere, lære dem noget om filmkulturer og -genrer, de ikke har hørt om før.

”Det er også derfor, når jeg får skudt i skoene, at jeg ikke har en fornemmelse for, hvad folket kan lide, så tænker jeg: Jamen hallo, jeg kæmper for det her. Jeg bløder for det. Det er liv og død, det er fanme ikke for sjov, vel?”