Jumanji: Welcome to the Jungle

stjerner4

af Claus Nygaard Petersen
25. december 2017

Vildt, voldsomt og underholdende. Spillet går igen amok og ’Jumanji’ er alt det man kunne håbe og frygte.

Ramaskrigene ville næsten ingen ende tage, da det blev annonceret, at der ville komme en ny ’Jumanji’-film. Værre blev det med det første promotionfoto, der mest af alt så ud til at spille på uddaterede stereotyper. Robin Williams-klassikeren har mange passionerede og højtråbende fans med adgang til internettet, så en fiktiv pøbel med ild og høtyve blev hurtigt mobiliseret.

Er det her så filmen, der vil få Hollywood til at gå ”game over” med diverse former for remakes af populære ting fra bagkataloget?

Fire arketypiske teenagere (sportsfyr, nørd, smuk (og dum?) pige og den generte pige) finder under en eftersidning en mystisk spillekonsol med et spil i. Snart lyder jungletrommerne og de bliver suget ind i spillet. Dog ikke som sig selv, men som avatarer der er de diametrale modsætninger af deres jordiske selv.

Nørden er den gudelignende Smouldering Bravestone (Dwayne Johnson), sportsfyren er den klejne og højtråbende Mouse Finber (Kevin Hart), den generte pige er badass’en Lara Cro… jeg mener, Ruby Roundhouse (Karen Gillan) og sidst, men ikke mindst, er selvfølgelig smuk piges kurvede kortgeni, Sheldon ”Shelly” Oberon (Jack Black). Sammen skal de redde ’Jumanji’ fra den diabolske Van Pelt (en altid herlig Bobby Cannavale) og kæmpe sig igennem spillets baner uden at dø for mange gange.

Game on
Paraderne var oppe da mørket sænkede sig i biografen. Potentiel kandidat til årets værste film var absolut en mulighed. Men allerede indenfor de første 10 minutter røg de lidt ned. En forbavsende enkel forklaring på, hvordan et brætspil kunne blive til et konsolspil, var faktisk okay og teenagerne, på trods af at være karikaturer, er ikke tåkrummende irriterende – snarere tværtimod.

Inde i spillet forsvandt paraderne fuldstændig og kombinationerne ramte i lind strøm.

Jack Black ER en 16-årig pige fanget i en midaldrende mands krop. Hver eneste forfængelige og selvoptagede nuance bliver fanget. Han er irriterende på den rigtige måde, og ja, der er den obligatoriske hunkøn-fanget-i-hankøns-krop penis joke, men den er sjov… første gang.

Slå, spark, kraniesmask!
Øretæverne bliver leveret med vanlig sikkerhed af Johnson og Gillan. Hver især har de en stor kampsekvens, hvor spilelementet bliver udpenslet til fin moro. Johnson kalder hver eneste handling, ganske som teenageren gør i starten af filmen, imens han spiller Street Fighter.

’Jumanji’ bliver dog lidt for prædikende til tider. Samt lidt for sød-suppe-teenfilm-nu-skal-vi-alle-enes agtig… og så er der Kevin Hart. Han gør det samme, som han gør i alle film han er med i; råber højt og er godt anstrengende. Han er den, der dårligst emulere sin teenager – han er bare Kevin Hart. Hvis man er til ham, så er alt godt, men er man ikke til ham – tja, så er han tålelig og ikke en fuldkommen pestilens (i hvert fald ikke hele tiden).

Den irriterende gnom til trods, så er turen ind i junglen ganske fin; øretæverne flyver i lind strøm, jokes kommer i spektakulære comboer og karismatiske spillere holder ens blik som gidsel. ’Jumanji’: Welcome to the Jungle’ skal nydes med hjernen slået fra og ånden fra Williams-filmen lever så absolut videre i denne inkarnation.

foto: UIP