Kærlighed og andre katastrofer

Utroskabens alvorstunge drama røres sammen med elementer af farce og plathed i Sofie Stougaards ujævne instruktørdebut.

Kærlighed nu om dage er så kompliceret. Vi er alle individualister med store karriereambitioner og en kynisk tilgang til partnerskab. Nuvel, det er måske en smule generaliserende, men det er i hvert fald det vi får at vide, vi er. Spørgsmålet er om vi ikke kunne være noget andet også. Kan vi flytte os? Udvide og forbedre vores forståelse af os selv og andre? Det er i sin essens hvad ’Kærlighed og andre katastrofer’ gerne vil undersøge. Konklusionen er dog svær at få øje på.

Utroskab i nuanceret form
I en solbeskinnet, lille by bor psykologen Rosa (Christine Albeck Børge) med sin drengerøv af en mand og to børn. Teenagedatteren går i goth-outfits og synes at mestre ’de-voksne-forstår-ingenting’ attituden til perfektion. Så langt så godt; intet nyt under solen der. Men Rosas husbond (Lars Ranthe) er lidt af en egotripper og han forlyster sig ofte med kunstneren Sonja (Ellen Hillingsø) når konen kigger væk. Hemmeligheden slipper ud, da Sonja bliver gravid og Rosa hyres som hendes psykolog. Og det er fra dette punkt, at ’Kærlighed og andre katastrofer’ pludselig får svært ved at finde sit ståsted.

I begyndelsen er dramaet på fin vis både simpelt og kompliceret. Situationen er måske nok velkendt, men spørgsmålet om, hvad der driver Rosas mand ud i utroskab er behandlet med nuance. Rosa keder sig tilsyneladende og ”snyder” sig så at sige til at blive gravid ved ikke at fortælle husbonden om, at hun er stoppet med at tage p-piller. Det skaber naturligvis utilfredshed, men retfærdiggør nok ikke sådan lige et udenomsknald eller ti.

Fra alvor til farce
Alt det filmen gør så rigtigt i begyndelsen, taber den langsomt i takt med at konflikten eskalerer. Teenagedatteren, der i forvejen er en forfærdelig kliché, bliver kun mere hysterisk og begynder at spille dødsmetal i et skur med nogle typer, der i et Anders And blad ville blive kaldt nogle rå bøller. En ejendomsmægler med slikhår og stil som ’snobberne’ fra ’Rytteriet’ virker i sin umådeligt stereotype fremtoning som et satireelement og sådan kan man blive ved. Filmen mister grebet om sin fortælling, hvilket skaber unødig forvirring. Er det her et realistisk drama eller en farce?

Modsætninger mødes.. og skilles igen
Havde filmens komiske elementer været mere underspillede, ville ’Kærlighed og andre katastrofer’ være en virkelig god film. Lars Ranthe er særligt god som husbonden Frederik, der som den eneste karakter også opildner dybfølt latter. Ligeledes overbevisende er Christine Albeck Børge, der er temmelig deprimerende som den nedbrudte psykolog, der kan få alle andres liv op at stå, men selv dumper længere og længere ned. Øjnene udtrykker ingen glæde, men sætter i den grad et positivt aftryk på filmen.

Det er bare svært. Svært at få et parforhold til at fungere, når man egentlig er hinandens modsætninger. Og svært at få de levende billeder, der skildrer det til at imponere, når filmen knækker halvvejs. ’Kærlighed og andre katastrofer’ har en del kørende for sig, men savner originalitet og et mere fokuseret drama. Den er ingenlunde en katastrofe, men derfra og til kærlighed er der langt. Rigtig langt.