Kick-Ass 2

Film er gode for sindet. De kan virke opløftende, motiverende, berigende og livsbekræftende. Ja, de kan sågar være lærerige. Netop sidste facet ved det billedelige medie var i hvert fald præsent i to instanser for undertegnede ved pressevisningen af actionbraget Kick-Ass 2; dels har jeg lært at Jim Carrey kan have ret, dels skal jeg aldrig stole på en film-trailer igen. Nogensinde.

Forklaringen på første lærestreg bunder i et udsagn fra føromtalte gummiansigt på hans Twitter-profil. Udsagnet omhandler skuespillerens fordømmelse af den vold der optræder i Kick-Ass 2, hvori Carrey selv spiller en fremtrædende rolle. Udsagnet kom på baggrund af en episode af skoleskyderi på Sandy Hooks, der fik Carrey til at fordømme samme film han selv medvirker i.

Det er her at den skarpe læser bemærker kursivet ved kan i første kolonne. For den tydelige ambivalens der stråler ud af sådan et udsagn kræver mere spalteplads til saglig udredelse, end hvad tilladt er ved dette filmmagasin. Hvad væsentligt er i denne sammenhæng derimod, er den (i mangel på mere fyldestgørende udtryk) massive mængde vold der optræder i Kick-Ass 2.

Bevares, diskussionen om direkte konsensus mellem skoleskyderi og filmvold skal ej heller tages op i denne skrivelse. Så ved at styre udenom betændte emner, vil jeg blot give medhold i en del af Jim Carreys statment; der er for meget vold i Kick-Ass 2.

En film der ellers tager teten op fra en af de bedste superheltefilm i det sidste årti.

Vi fortsætter der hvor vi slap; efter at have fældet New Yorks største mafiaboss, Frank D’Amico, spreder Kick-Ass’ (Aaron Taylor-Johnson) heltegerning sig som ringe i vandet og afføder en horde af selvudnævnte superhelte, ledt af patrioten Colonel Stars and Stripes (Jim Carrey). Kick-Ass selv er gået under jorden, men vender tilbage til superheltelivet, sammen med den nye gruppe af helte, der går under fanen, Justice Forever. Men faren lurer under overfladen og D’Amicos søn, Chris (Christopher Mintz-Plasse) forvandler sig fra superhelten Red Mist, til superskurken The Motherfucker i sit hævntogt mod Kick-Ass. For at redde sit liv, må Kick-Ass forsøge at overtale sin tidligere makker, Hit-Girl, der kæmper for at opretholde et normalt liv som teenageramt pige.

Men hvor var det så at volden kom ind? Jo, den er såmænd til stede fra første karatespark til sidste kølleslag og fylder så meget i et ellers spændende plot, at selv samme hænger i en tynd tråd. Dertil kommer at hovedrollerne, på nær den garvede Carrey, ikke har ekspertise nok til at holde sig oven vande i de få, om end godt udtænkte, momenter af humor der overlever en film proppet til med spark, slag, blod, fæces, indvolde og overhakkede lemmer.

Det var første film i seriens store force at der blev givet plads til den krasbørstige vold, fordi det stod som diametralt modsætning til de virkelighedsfjerne superheltefilm Hollywood ellers spytter ud. Men en to’er skal byde på mere end ren efterligning af sine aner og det er desværre et for nemt kort at spille at plastre sin film til med blodige sekvenser.

Og dog. For Kick-Ass 2 har sine gyldne øjeblikke og beviser i hvert fald at film om virkelighedens superhelte sagtens kan overleve mere end blot en spillefilms længde. Det skyldes især det fokus der bliver lagt på de problematikker virkelighedens verden byder på for selvtægtens mænd. Som eksempelvis Kick-Ass selv der må erkende sin og sine nærmestes mortalitet. Problematikker der ikke ses skyggen af i andre maskeklædte franchise.

Og så var der det med traileren. For forventer man humor i stor udstrækning og one-liners på stribe, ja så skulle man have ladet traileren være. Heri fandtes for undertegnede i hvert fald filmens bedste af slagsen. Men sådan er det vel nu engang med trailere.