Kingsman: The Golden Circle

Copyright: 20th Century Fox

I et trist tilfælde af dårlige fortsættelser er Kingsman-serien gået fra at være overraskende og underholdende, til at være forudsigelig og kedelig!

2015 var et år fyldt med fortsættelser til store action-blockbusters: ’Fast & Furious 7’, ’Terminator: Genesis’, ’Jurassic World’ og ’Spectre’. Før hele denne kavalkade begyndte, dukkede ’Kingsman: The Secret Service’ op og overraskede alle. Det var en spionfilm, der i et højt og frisk tempo punkterede sine inspirationskilders konventioner, men som også inkorporerede dem på selvironisk, anerkendende maner. Sådan endte den med at skille sig ud fra konkurrenterne og blive en velfortjent succes. Desværre er etterens attraktion forsvundet i denne alt for intetsigende fortsættelse.

Komplet mangel på udvikling
Mange ville nok være uenige, men jeg synes faktisk ikke, at fortsættelser er en dårlig ide. De giver muligheden for at komme endnu dybere ind i filmens univers og de karismatiske hovedkarakterer såvel som de mindeværdige bipersoner. Dette lykkedes for ’Guardians of the Galaxy Vol. 2’, hvor vi fik et dybere indblik i den uformelle superheltegruppe. ’Kingsman: The Golden Circle’ vælger i stedet hensynsløst at slå masser af karakterer ihjel i håb om at skabe chok og gråd. Problemet er bare, at når man nu knap nok lærte disse karakterer at kende i etteren, bliver man ikke rørt af deres afsked.

I stedet bliver vi introduceret til en ny gruppe af karakterer, der på trods af sine højdepunkter (mere redneck Channing Tatum, tak!) ender med at få ligeså lidt rampelys som bipersonerne fra etteren. Derudover går vores helt Eggsy heller ikke igennem en ny udvikling men forbliver den samme person som før. Af denne grund føles ’Kingsman: The Golden Circle’ først og fremmest som en unødvendig toer.

Tegnefilmsaction i det lange, forudsigelige og kedelige
Hvis man ikke går op i at få mere ud af Kingsman-universets karakterer og bare ønsker god action, så har ’The Golden Circle’ mere at byde på. Endnu engang er der vanvittig voldelig tegneserieaction i højt gear – nu endda med menneskekød! Desværre bliver action-scenerne aldrig ligeså mindeværdige som den absurde kirkescene fra etteren, og de ligger også langt fra hinanden i en urgammel spionfilmskabelon. Mens ’The Secret Service’ tacklede denne skabelon med en selvironisk charme, forlanger toeren af en eller anden grund, at vi tager klicheerne dybt alvorligt og ikke forudser hele filmens forløb med lethed. Faktisk er det eneste tegn på selvironi en komisk gæsteoptræden af Elton John.

Jeg var meget positivt overrasket over den første ’Kingsman’, så det ærgrer mig virkelig at fremstå så kritisk. Men jeg kedede mig gevaldigt med ’The Golden Circle’, så selvom der er grin og begejstret action at finde, har vi i sidste ende at gøre med et fremragende eksempel på, hvorfor mange filmelskere hader fortsættelser.