Klovnerierne tager overhånd i et manuskript, der i liderlig kådhed må være skabt på høj-koncentreret ecstasy. Klovnens univers som vi kender det er en saga blot, men en karikeret tegneserieudgave, af den før så velafbalancerede situationskomik, vil givetvis finde sit publikum. Jeg røg dog i svinget.

Tv-serien ’Klovn’ (2005-2009) har en særlig plads i mit hjerte. Med subtil, komisk timing fik de to herrer, Casper Christensen og Frank Hvam, stor succes med deres socialt akavede pinligheder. Pinligheder skabt på baggrund af tvivlsomme, personlige træk hentet direkte fra deres egen virkelighed. Det var tåkrummende og samtidig noget af det bedste komik, vi har skabt herhjemme. Bevares, ganske vist et koncept tyvstjålet fra Larry Davids ’Curb Your Enthusiasm’, men det er tilgivet, da omskrivningen til en dansk kontekst virkede så fremragende rammende. Serien blev efterfulgt af ’Klovn The Movie’, som hittede stort, hvilket var fortjent, da filmen næsten nåede seriens høje kvalitet af humoristiske absurditeter.

Mere, større, vildere…
Nu har vi så den svære nummer to. Hvordan følges der op på en succes? Ved slavisk at lægge sig i sporet af forgængerens velfungerende formel, eller ved at gøre det hele større og vildere? Svaret ligger måske et sted i midten. Ikke desto mindre har de to entertainere denne gang valgt at fjerne sig helt fra virkelighedens verden og bombardere den måbende tilskuer med uanede mængder af grænseoverskridende sexploitation. Det har simpelthen ikke kunne blive vildt nok, og der burde måske have været en voksen til at holde, bare en lille, kort snor i det pik- og patfyldte manus.

Fem år er gået siden sidste beskæmmende eventyr på Gudenåen, og Casper og Frank står nu ved en skillevej. Hvad skal der ske, og hvor meget betyder de egentlig for hinanden? Svaret finder de tværs over Atlanten i det solbeskinnede Los Angeles. Her flytter Casper hen i forsøget på at blive verdensstjerne med sit alter ego, ’The Great Dane.’ Frank halser efter sin tvivlsomme ven, og det søsætter en række spørgsmål: Eksisterer venner for evigt? Hvad skal man hævne, og hvad kan man tilgive her i livet?

Klovnens fald
En ting, jeg får vanskeligt ved at tilgive, er denne films fatale knæfald for den ultimative, latrinære plathed. Jeg elsker normalt ekstremt dumhed (der skal virkelig ikke meget til at more mig), men det er ikke, hvad ’Klovn’ er. I hvert fald ikke i mine øjne. ’Klovn’ er forholdsvis underspillede hverdagssituationer, hvor det relationelle og genkendelige er primus motor. Man kan relatere til Frank og Caspers stupide handlinger, da vi genkender typerne fra vores egen hverdag, og derfor bliver det mere morsomt. Jeg tror på de her karakterer, og jeg tror på den verden, de fungerer i. De pinlige øjeblikke føles mere ægte – og derved er den komiske formel fuldendt.

I mangel på gode idéer har holdet bag ’Klovn Forever’ lagt sig ud med rene chok-effekter for at vriste grin ud af publikum. Væk er den subtile, intelligente personsatire til fordel for kaskader af erigerede kønsdele presset op, hvor det faktisk slet ikke er sjovt. Jeg føler ikke, at jeg kender karaktererne længere. Den sympati, man trods alt havde for de to sociopater, forsvinder i takt med, at deres handlinger bliver så ekstreme, at det ender som en karikeret spoof på eget univers. Jovist er der sjove øjeblikke, da de to filmskabere selvfølgelig har et særligt talent. Små glimt af morskab og klukkende øjeblikke er utvivlsomt til stede undervejs, men jeg ender alligevel med at være ualmindeligt skuffet over, hvor plat og dum dette fantastiske oplæg er blevet. Casper og Franks tidligere projekter stoppede på toppen. Lad os håbe, det her ikke fortsætter forever!