Kollision er baseret på forsimplede følelser

Photo Credit Rolf Konow

Olivia (Cecilie Stenspil) hulker og skriger. Hun tager en glasfigur, kaster den hårdt mod gulvet og kollapser. Hun ligger på gulvet midt i skårene og råber sin smerte ud i rummet, som om væggene kunne absorbere den.

’Kollision’ er en film om det helt store familiedrama, men desværre er gribende og hudløse scener som denne i undertal i Avaz-brødrenes anden spillefilm.

Det er en sådan film, hvor man inden oplevelsen i biografen skal have så lidt kendskab til handlingen som muligt. Jeg kan afsløre, at historien kredser om en familie, der er ved at blive revet midt over. Leo (Nikolaj Lie Kaas) er vores protagonist. Han er gift med Olivia (Cecilie Stenspil) og er fornyligt tiltrådt som direktør for svigerfamiliens Mærsk-agtige firma, koncernen Patrol. Historien følger Leo i den psykisk martrende proces, hvor han forsøger at holde sammen på sin familie.

Så skru dog ned for de strygere
Da skuespillet er af stor betydning i et psykologisk drama, burde der være en garant for mange gribende præstationer. En række af Danmarks fremmeste talenter medvirker i da også i ’Kollision’, blandt andet Tommy Kenter og Bodil Jørgensen. Desværre er det mest af alt spildt potentiale, da filmens manuskript er så fuld af klichéer og så entydigt i sin karaktertegning, at meget forekommer ufrivilligt komisk.

Derudover er der på lydsiden et alt for ofte voldsomt brug af strygere, som lægger sig på den ellers velgjorte billedside som lyserødt glasur. Kun i få tilfælde lykkedes det at bryde med denne firkantede tilgang. Her skal særligt nævnes Henning Jensen, der spiller faren, og Nicholas Bro, der er Leos advokat.  Det skyldes, at deres karakterer har flere nuancer og sprækker, er mere menneskelige og ikke skåret over den samme, firkantede skabelon.

Jeg glædes over de åndehuller, filmen giver mig, hvor mine følelser får lov til at opstå naturligt, hvor jeg rent faktisk gribes og røres. Det er i øjeblikkene mellem Leo og hans far. Her en umiddelbarhed og naturlighed i spillet, hvor dialogen ikke er klichepræget. På samme måde er scenerne mellem Leo og hans datter (Karla Sigrid Wienberg Avaz) følsomme, humoristiske og ægte.

Potentiale, der spildes
Filmens historie indeholder utrolig meget dramatisk potentiale, og jeg ville sådan ønske, at der havde været flere scener med den samme dramatiske tyngde og ægthed, som den, hvor Olivia (Cecilie Stenspil) bryder sammen.

Filmens tendens til at proppe følelserne ned i halsen på mig, som var jeg en foie gras-gås, gør, at jeg føler mig talt ned til. Det er dog på ingen måde svært at se, at Avaz-brødrene har stærke intentioner om at berette en historie om mennesker i smerte, om håb og om tilgivelse. Der er heldigvis fine momenter, hvor følelserne ikke presses ned over en, hvor karaktererne er mere helstøbte og ægte. Jeg håber, andre vil få en gribende oplevelse, der går lige i maven og græde de tårer, jeg ikke fik grædt.

2/5