Kong Arthur: Legenden om Sværdet

stjerner1

af Katrine Fugl
11. maj 2017

Siden digitaliseringen har intet helt været det samme for actionfilmgenren. Det er ‘Kong Arthur: Legenden om sværdet’ et perfekt eksempel på.

Du husker det måske. Året er 2009 og du skal se den første film i digital 3D. James Cameron har gjort sig umage for at gøre en klassisk Pocahontas fortælling til en hæderlig visuel oplevelse. Det er dog mere end man kan sige om mange af de film, der kom i kølvandet på 3D effekten. Jeg troede det var overstået. Det er det ikke. Velkommen til en en-stjernes anmeldelse af ‘Kong Arthur: Legenden om Sværdet’.

 

Velkendt historie i nye klæder
De fleste har et kendskab til karakteren Kong Arthur og noget med Merlin og nogle riddere om et rundt bord, men hvad var det egentlig det var med legenden? Med et tydeligt forbillede i ‘Ringenes Herre – Kongen Vender Tilbage’ kastes vi ind i en seance krydret med kæmpe elefanter, trolddom og voldsomme sammenstød. Som afslutning på slaget slår den onde onkel Vortigern (Jude Law) sin bror Kong Uther (Eric Bana) og hans kone ihjel mens lille Arthur bliver sendt afsted i en båd. Han bliver opfostret af et hold ludere og lærer hurtigt gadens regler.

Hovedrolleindehaver Charlie Hunnam ender som en britisk hipsterudgave af Aladdin. Han får mulighed for at trække sværdet ud af stenen. Hævn over den onde onkel, tjek! Det kan godt tage lidt tid at nå dertil når man ved, at det er der det ender. At man så har valgt at udføre slaget på en platform omringet af et ocean (ja, ligesom i Harry Potter og Halvblodsprinsen) kommer som en større overraskelse.

 

Straight outta Avalon
Forvirringen over et usammenhængende plot kan reddes af mange ting. Det kan være karakterer man sympatiserer med eller som på anden måde viser – ja, karakter. Af dem er der lige præcis nul at finde i ‘Kong Arthur: Legenden om Sværdet’. Arthur (eller ‘Art’ blandt venner. Vi leger med nicknames i det her univers) er en arrogant skiderik, der bare gerne vil… ja jeg ved ikke engang hvad han vil. Hævntørsten sætter først rigtig ind da han har fuldført missionen.

Flabethed og gloser som ‘mate’ og ‘fuck’ vidner om at Charlie Hunnam måske ikke helt er skrevet ud af rollen som Jax Teller fra den voldsomme serie ‘Sons of Anarchy’. Det vidner ligeledes om at man er gået på kompromis med manuskript og instruktion for at få en tomhjernet actionbasker. Hvis jeg nu nævner at Kong Arthur bærer en kæmpe pimp-pels og har lært kung-fu af en asiat ved navn George, ville du så tro mig?

Effekter på steoider
Jeg bliver rasende på filmskabere når det bliver tydeligt at man blot har lagt en skabelon ned over en klassisk historie, så man ikke behøver at gøre sig umage med hverken det ene eller det andet. Her har man vitterligt taget alt det man synes er kanon ved en action/fantasy/comedy/drama og hældt det hele ned i en stor, sort gryde og håbet på det bedste. More is more er sjælendt vejen at gå.

Alligevel er alle visuelle effekter skruet op på max. Alle dyr er enorme. Alle kampscener er filmet med shaky-cam. Alle nærkampe er i skiftende slow-motion/high-speed tempo. Alt hvad der kan sendes i hovedet på det 3D-bebrillede publikum sendes afsted. Som om det ikke var rigeligt på to timer rundes filmen af med en klassisk ‘ikke-sluntning’, hvor man lader som om den slutter, men hvis salget går godt kan man altid lave en ‘Kong Arthur II: Ridderne om det runde bord’.