Kongens store tale – Premiere 3/3/2011

Bertie face-to-face med mikrofonen fra helvede. Colin Firth i The King's Speech. Photo courtesy of SF Film Distribution

Af Dorte Winkler

Det er sikkert ikke gået nogens opmærksomhed forbi at Kongens Store Tale (org. The King’s Speech) klarede sig strålende ved den nyligt overståede uddeling af Oscars, og gik hjem med ikke bare bedste mandlige hovedrolle og bedste originale manuskript, men de allermest prestigefyldte Oscars: bedste instruktør og bedste film. Det er altså en film der kommer med stærke anbefalinger når den rammer de danske biografer i dag, og Oscareffekten skal nok gøre sit til at endnu flere vil gå ind og se denne virkeligt fine film, som er et overflødighedshorn af godt skuespil og en rigtig god historie.

Kongens store tale er en inside story fra det engelske kongehus i slutningen af 1930’erne, hvor den gamle royale institution er under pres. Den siddende konge, George d. femte er døende, hans ældste søn Edward (Guy Pearce), som står til at overtage tronen er håbløst og skandaløst forelsket i den gifte Wallis Simpson, og den næstældste søn Hertugen af York, Albert (Colin Firth), som ikke bare er den bedst begavede og den med den største indsigt i statslige affærer, men også er den der er sine royale forpligtelser og ansvar mest bevidst, er ubehjælpelig i offentlige sammenhænge da han har et penibelt taleproblem. Han stammer. Alberts livslange stammen har været et problem han sammen med sin ihærdige hustru, Hertuginden af York, Elizabeth, (Helena Bonham Carter) har forsøgt at komme til livs i årevis igennem en lang række såkaldte eksperter, der ikke har kunnet gøre noget som helst for ham. Som en sidste udvej opsøger Elizabeth den uortodokse, ligefremme og fuldkommen uimponerede Lionel Logue (Geoffrey Rush).

Bertie har verdens bedste kone i Elizabeth. Colin Firth og Helena Bonham Carter i The King's Speech. Photo courtesy of SF Film Distribution.

Alt imens Europa indser at en krig er på vej, begynder Albert eller Bertie som han bliver kaldt privat at gå hos Lionel og det skaber så småt resultater. Men Lionel mener der er nogle psykologiske årsager til Berties stammen og hans ligefremme facon bliver et problem for den korrekte og reserverede Bertie. Da kongen dør og den nye kong Edward hurtigt abdicerer for at gifte sig med Mrs Simpson (dette er ikke en spoiler – det er historie) bliver Bertie konge og kan ikke komme udenom at skulle tale offentligt.

Kongens store tale er ikke kun en film om en konge i taleterapi – det er en film med utrolig mange facetter og temaer, såvel historiske som personlige, der bliver elegant formidlet og fortalt gennem stort skuespil og karaktertegning, og en visuel stil hvor de kølige blå nuancer i billederne ikke bare understreger det royale tema, men også det konservative, det reserverede og det deciderede tilknappede og restriktive som kendetegner det engelske kongehus. Ligesom Berties stammen kan ses som et symbol på al det der ikke kan siges i et sådan hus/miljø er mikrofonen der skal brede kongens ord ud til folket via det nye allemandsejede medie radioen, symbolet på en ny tid hvor kommunikation er alfa og omega, og som ikke engang kongehuset kan være hævet over. Filmen foregår således i en brydningstid på flere fronter og det gør den til et interessant tidsbillede.

Alle modtagne Oscars er fortjent – manuskriptet af David Seidler, som selv har været stammer, har en indlevelse og en grundighed der kendetegner det engagerede og aldrig letkøbte arbejde. Det samme kan siges om instruktionen og skuespillet, hvor alle er castet perfekt. Colin Firth har stor erfaring med at spille træmænd, og gør det uovertruffen og troværdigt som en følsom mand i et ufølsomt miljø. Det er også fornøjeligt at se Helena Bonham Carter træde tilbage i en mere klassisk rolle i stedet for de mere eller mindre skøre karakterer hun har fornøjet sig med de senere år i sit samarbejde med husbonden Tim Burton. Hun var fortjent nomineret til en Oscar selv, som den loyale og dedikerede hustru – ligesom Geoffrey Rush var nomineret for sin skønne rolle som Lionel Logue med den perfekte blanding af integritet, dedikation og excentricitet. Kongens store tale er bestemt en film der bør nydes på et rigtigt stort lærred.

((Som en lille ekstra bemærkning kan vi nævne at Jennifer Ehle, som spiller Lionel Logues kone i Kongens store tale, faktisk spillede Elisabeth Bennet overfor Colin Firths sagnomspundne Darcy, i BBC serien Stolthed og fordom fra 1995.))