Krudttønden: Alt andet end sprængfarlig, samtidskritisk film

COPYRIGHT: SF STUDIOS

At behandle nylige, nationale traumer på film kan være chokerende og katarsisk. ’Krudttønden’ er ingen af delene.

’Krudttønden’ er en fiktion over attentatet på det titulære spillested og synagogen i Krystalgade. Den følger fire mænd: Attentatmanden Omar, vagten Dan, dokumentaristen Finn samt politimanden Rico. De fire mænds liv krydses skæbnesvangert under skyderiet.

Attentatet huskes som dramatisk i dansk bevidsthed, men ’Krudttønden’ er et bevis på, hvordan selv eksplosive begivenheder kan fortælles uden det mindste spor af gnist.

Coster-Waldau som distrahering
Filmen starter og slutter med debriefing af Rico. Han er manden, der affyrer de fatale skud mod Omar foran en opgang på Svanevej i Københavns nordvestkvarter. Rico er en hårdkogte strømer med ondt i familielivet, en karakter, der er set lidt for ofte før.

I lyset af, hvordan filmen tydeligvis forsøger at løfte diskussionen om, hvad ytringsfrihed må koste, virker Ricos historie til at flytte fokus væk fra dem, det egentlig handler om: Ofrene og gerningsmanden. På en måde virker en ellers velspillende Coster-Waldau som en afledningsmanøvre for dét, der er potentiale for virkelig kan løfte den svære, men relevante diskussion.

Mænd, mænd og atter mænd
Lars Mikkelsen som dokumentaristen Finn Nørgaard er intens og ligesom Coster-Waldau overbevisende.

Faktisk har vi åbenbart så mange dygtige skuespillere i og omkring dette land, at man kan placere Nicolai Kopernikus i en fuldstændig ligegyldig birolle som gæst til et middagsselskab hjemme hos Finn og kæresten Janne, spillet af Sonja Richter.

Hun er næsten alene som kvinde i filmen generelt: Det her er en film om og med mænd.

Til middagen repræsenterer hver af de samlede mænd omkring bordet et standpunkt i debatten om ytringsfrihed. Mens vennerne og kæresten forsøger at holde tonen jovial og servere lækker tiramisu med avec, insisterer Finn højlydt på at forsvare total ytringsfrihed. Et ideal, han selv ender med at falde for.

Dan Uzan (Adam Buschard), der frivilligt stod vagt foran synagogen og blev dræbt netop, som han havde skiftet med en yngre frivillig, tegnes som godheden selv. Alligevel er hans historie med til at prikke til noget mere betændt end pensionsmodne betjente, da en kvinde på jobcenteret spørger Dan, om ikke han skulle skifte navn til noget mindre mellemøstligt, eftersom de har erfaring med, at det gavner i jobsøgningen.

Filmen giver os næsten lov til selv at drage parallellerne mellem de fire mænd: Både Omar og Dan oplever diskrimination. Både Omar og Rico ryger fede og forsvinder fra deres problemer til lyden af hård techno. Både Omar og Finn er sidder foran deres skærme og ser videoer, der bekræfter deres holdninger. Disse paralleller er understreget af en filmisk brug af refleksioner, så ansigter spejles og fragmenteres som de holdninger, de står for.

Grå, grå København
Desværre bliver stilen overtydelig i sin metaforiske fokus på forpinte mandeansigter. De uendelige nærbilleder ledte til en følelse af klaustrofobi, som jeg næsten formoder er et kunstnerisk valg, der skal afspejle den moralske desorienterethed, som alle karaktererne i varierende grad lider under. Desværre tror jeg nærmere, at den uendelige mængde nærbilleder skal simulere nærhed.

Filmen lader selve de voldelige begivenheder fylde næsten ingenting: selve skyderierne er hurtigt overstået. Det er ikke en actionfilm, det her, og det gør ’Krudttønden’ meget sober, hvilket klæder den. Også København ser meget realistisk ud i vinterblegt lys.

Det er altså ikke kapitaliseringen af andre menneskers lidelse, der var den største formmæssige svaghed ved denne film. Det var min tålmodighed med mandeansigter i nærbillede-format, der forvoldte problemer. De mange nærbilleder virkede som ensretning af blikket. Jeg vil hellere lave mine egne slutninger.

Hvem var Omar?
I ’Krudttønden’ er Omar en ensom ulv, der radikaliseres i fængslet. Da han kommer ud og lufter sine nyfundne holdninger for de kriminelle venner, foreslår de, han dropper det og begynder til kickboksning igen i stedet for. Omar portrætteres af debutanten Albert Arthur Amiryan, der bestemt arbejder med det materiale, han som skuespiller har fået.

Alligevel savner jeg, at filmen mere end overfladisk forsøger at tegne et helt billede af Omar, og ikke spiser os af med hans barske ydre, et hav af smøger og en enkel kærlighedserklæring til en ven. Det er i fremstillingen af gerningsmanden, at filmen har mulighed for at skabe diskussion, men muligheden forpasses.

Lys i mørket?
Attentatet var en tragedie: Tragisk at menneskeliv går tabt – tragisk at nogen føler sig berettiget til at tage dem. Det sidste billede er af fakkeloptoget, der fandt sted dagen efter attentatet. Her mødte tusindvis af mennesker op for at sige fra overfor angst og vold. ’Krudttønden’ vil tydeligvis gerne sende os ud af mørket med troen på at ”vi alle sammen skal være bedre.” Jeg ville hellere have et blødende hjerte med ud og selv nå til den konklusion.

På den ene side viser ’Krudttønden’, at vi ikke er klar til at tage fat om vores fælles problemer dér, hvor det gør allermest ondt. På den anden side viser den, at vi heller ikke er klar til at dramatisere den vold, der blev spildt den dag. Det sidste er sømmeligt, det første er sørgeligt.