Last Flag Flying

En mand kommer ind på en bar og spørger, om bartenderen vil hjælpe ham med at begrave sin søn.

Selvom man aldrig har sat en fod på en militær institution, skal man ikke have set mange Hollywoodfilm for at vide, at soldaterkammerater er en ganske særlig loyalitetsinstitution i det amerikanske samfund. Og netop det er helt utroligt vigtigt at forstå fra de første sekunder af ’Last Flag Flying’, da det fungerer som filmens eneste sammenhængskraft.

Sal (Bryan Cranston) styrer en generisk bodega i Philadelphia. Larry (Steve Carell), sjoskende i livet såvel som på barens nussede tæppebelagte gulv, træder ind og beder om en øl. Den opfindsomme replik ”Du kan ikke huske mig, vel?”, lyder, og før man har set sig om, er den taberagtige om end vittige bartender på vej med den fårede Larry (som har tilnavnet Shep) på en køretur, der ender med at blive både lang, livsændrende og i sine øjeblikke latterfremkaldende.

Tre talenter på tur
Det viser sig hurtigt, at Shep har taget skraldet for en fatal fejl, han og Sals soldatergruppe begik under Vietnamkrigen. Han har altså en tjeneste i banken. De to tager ud og henter den tidligere ballademager ”Mueller the Mauler” og nu frelste Pastor Richard Mueller. Hermed er treenigheden af stjerneskuespillere komplet, Cranston, Carell og Laurence Fishburne.

Efter at have stuvet drengene sammen, afslører Shep sin plan. Udover at være enkemand, er hans søn lige død i Irakkrigen, og han spørger sine gamle venner, om de vil med som støtter. Snart kommer der ridser i lakken, og pastoren og røvhullet står Shep bi, som englen og djævelen på hver sin skulder. Men man tør næsten sige, at ligeså sindsoprivende en bådtur Fishburne drog ud på i ’Dommedag nu’, akkurat ligeså forglemmelig er den han triller afsted på i dag.

Symptomatisk stationcar
At den hyggealkoholiserede Sal kører en form for Ford Stationcar, selvom han ikke har skyggen af en familie, tjener intet større plotmæssigt formål og gør kun stemningen omkring filmens roadtrip-kerne mere fugtig og grå, som decembervejret på den amerikanske østkyst i år 2003, hvor den foregår. Man kunne tillade sig at håbe, at bilens rummelige bagdel, skulle agere rustvogn, men nej. Den stilmæssigt misvisende stationcar, bliver desværre symptomatisk på filmens ekstremt halvfede facon.

Som roadmovie er manuskriptet i ’Last Flag Flying’ stik imod genrens normer, sært luntende i sit tempo. Ingen vind i håret, ingen hestekræfter. Ingen udødelig klippederoute.

Man skal ikke have set mange film af Richard Linklater for at vide, at manden vægter den gode samtale. Men med skuespillere så leveringsdygtige på skarpe linjer gør det af og til næsten ondt, hvordan der skal futtes afsted, spises doughnuts og fortælles vittigheder, der stank i 2003 og stadig gør det.

En snakkefilm og meget lidt andet
Hvis ’Last Flag Flying’ havde været lidt mindre ’Before Sunrise’ og rigtig meget mere ’School of Rock’, tror jeg den havde appelleret mere til seere udenfor dens umiddelbare kernepublikum, som jeg har svært ved at forestille mig, kan være andre end mænd på alder med dem, filmen handler om.

Med den velkendte devise om at enhver generation har sin egen krig at kæmpe, sker der givetvis en fin nuancering af temaer som krig, moral og ansvar. Linklater har næppe haft i sinde at lave en knaldkomedie a la ’School of Rock’, så det er måske en uretfærdig kritik. Men det ville have hjulpet gevaldigt på ’Last Flag Flying’, hvis han bare havde skruet en anelse op for farverne.