Life of Pi

Yann Martels roman Life of Pi (da. Pi’s Liv) blev publiceret i 2001, og er siden udgivelsen blevet solgt i mere end syv millioner eksemplarer på verdensplan. Bogen vandt i 2002 Man Booker-prisen for bedste fiktionsroman, en pris, der sikrer verdensomspændende distribution. Life of Pi er den eventyrlige fabel om den indiske dreng Piscine Molitor Patel (Suraj Sharma), der overlever et skibsforlis, og tilbringer 227 dage på havet med den bengalske tiger Richard Parker.

I 1970’ernes Pondicherry i Indien vokser Pi op med sin familie i faderens zoologiske have. Her stifter Pi bekendtskab med alskens dyr, og lærer deres naturlige, zoologiske adfærd at kende. Men Pi er sulten på livet, og han kan ikke nøjes med den naturvidenskabelige tilgang: Han opsøger både buddhisme, kristendom, jødedom og islam, og praktiserer alle fire religioner på én gang. Pi er et sammensat og følsomt menneske, så det er med stod vemod, at Pi med sin familie stævner ud fra den indiske kyst med kurs mod Canada for der at starte en ny zoologisk have.

Men som tidligere nævnt når familien aldrig så langt: Pi overlades til sig selv og tigeren Richard Parker i en redningsbåd til tredive. Pi og tigeren lærer i takt med overlevelsen til søs at omgås hinanden, og de to, eller i hvert fald Pi, udvikler et nært og specielt forhold til sin rejsekammerat.
Det springende punkt ved Life of Pi er dens spektakulære brug af specialeffekter. Alle dyrene ombord på skibet og i redningsbåden, og de katastrofer og undere Pi ser til havs, er alle lavet på computer. Brugen af de mange effekter er med til at gøre filmen til det, bogen er: En fabel om alt mellem himmel og jord hvor det guddommelige kan optræde i selv de mindste ting.

Denne anmelder havde store forventninger til Ang Lees filmatisering. Rigtig store, endda, idet anmelderen syntes noget så godt om Yann Martels roman. Og, tænkte anmelderen ved sig selv, efter at have set filmen, YES! For Life of Pi er den bedste filmatisering denne anmelder har set. Når en roman filmatiseres, er kritikeres anke ofte, at filmmediet ikke kan rumme bogens indhold. Der er ikke nok tid, mener man. Men i dette tilfælde er der lige præcis tid nok. Filmatiseringen er mesterlig, og der er ikke noget der bliver udeladt eller skøjtet hen over, for at komme til pointen. Alt er lige som det skal være, og de storslåede scenerier på havet er henrivende og enestående. Mesterværk, tænkte anmelderen, mesterværk!
Yann Martels Life of Pi er en stor roman om en lille dreng og en lidt større tiger. Ang Lee har skabt en storfilm der i alle aspekter yder Martels værk retfærdighed. Statuetter, tak. Nu.