‘Løvernes konge’ efterlader anmelder i sjældent dilemma

Alt er pænt og poleret i remaket af Disneys klassiker ’Løvernes konge’, men der er forstyrrende ridser i lakken. (Copyright: Walt Disney Pictures)

Remakes og live-action adaptioner af gamle film er efterhånden blevet en fast bestanddel af repertoiret i biograferne. Nogle er ganske fine, og så er der de andre, hvor man hovedrystende tænker; ”var det virkelig nødvendigt?”.

Særligt Disney pumper en lind strøm af disse ”live”-versioner af deres animerede guldklumper ud et par gange om året.

Turen er nu kommet til savannens store katte i ’Løvernes konge’. Kender man originalen, ved man, at det handler om løveungen Simba (JD McCrary/Donald Glover), som er søn af kongen Mufasa (James Earl Jones) og næste i rækken til at regere, til stor ærgrelse for sin ærgerrige onkel Scar (Chiwetel Ejiofor).

Men vejen til tronen er ikke snorlige, den er fyldt med fare. Så er det godt med venner til at hjælpe, heriblandt de mest umage helte i form af lemuren Timon (Billy Eichner) og vortesvinet Pumbaa (Seth Rogan).

Flot, men
Hvad end der ellers bliver sagt i denne anmeldelse, så er der en ting, som er hævet over enhver tvivl; ’Løvernes konge’ er skelsættende, når det kommer til den visuelle side. Kæben tabes flere gange, for eksempel under et uvejr hvor vandet glider ned af hårene på dyrene. Netop de to ting er noget af det, som er allersværest at genskabe med computeranimation, men her er foto-realismen kommet op på et helt nyt niveau.

Alt andet er til gengæld noget, som kommer til dele folk op i markante skyttegravslignende lejre; enten elsker man det eller hader det.

CGI’en er som tidligere nævnt fantastisk smuk, men mundbevægelserne på karaktererne ser noget bizar ud til tider. Tænk en dårligt eftersynkroniseret Kung-Fu film eller Spaghetti-western. Det er lidt som at se en natur-dokumentar, hvor der er en, som så har tilføjet lydsporet fra ’94 udgaven.

Der er dog tilføjet noget nyt, som spilletiden på knap to timer afslører, men igen med varierende succes. Hvis vi starter med det positive, har Simbas barndom fået mere rum, og det fungerer egentlig meget godt. Intet her distraherer eller føles unødigt.

Pruttepatruljen til redning
Bedst er uden sammenligning alt, hvad de herrer Eichner og Rogan har fået at boltre sig med. Den famøse sang om Pumbaas oprindelse får ekstra strofer, og Timon er her mere en supersarkastisk Broadway-skuespiller, som altid er klar til at skyde skylden for diverse problemer over på sin mere flatulente kompagnon.

Ejiofor rammer også den isende psykopatisme og arrogance, der kendetegner Scar. Hver gang han ytrer et ord, er man ikke i tvivl om, at den arrede løve har udvalgt præcis dette som et træk i sit mentale skakspil.

Hans direkte modsætning, den noble Mufasa, får igen stemme af James Earl Jones, men der mangler lidt noget af den pondus og volumen, som han havde i den tegnede udgave. Ingen tvivl om det er et bevidst valg ikke at bruge indtalingen fra 1994, også fordi der er tilføjet lidt ekstra ord her, men det er ikke lyden af savannens ubestridte alfa, som kommer ud igennem højtalerne.

Og ja, Beyoncé er også med. Hun taler højt, og hun taler lavt, men på nøjagtig samme monotone facon. Efter sigende er hun en dygtig sanger, så derfor er en ekstra sekvens og dertilhørende sang fra hende vel berettiget, har jeg ladet mig fortælle. Stemmeskuespilstalent er der dog intet spor af, og så taler vi ikke mere om hende.

Tommel op eller ned?
’Løvernes konge’ anno 2019 er en sjov størrelse. På den ene side er den næsten en-til-en med originalen, tilsat lidt nyt. Så kildematerialet fejler ikke noget, og de fleste nye jokes fungerer, hvor Eichner og Rogan er fænomenale. Og som allerede lovprist, så er computereffekterne spektakulære.

Så er der den anden side, hvor det virkelig ikke føles som om, der er nok nyt at komme efter. Der mangler også den charme og følelsesmæssige indlevelse, som fandtes i originalen, blandt andet fordi den var animeret, og figurerne havde levende ansigtsmimik. For børn tror jeg, den her kommer til at virke decideret skræmmende, da dyrene ikke gengiver nogle genkendelige ansigtstræk. På det punkt virker den på sin vis fremmedgørende og er egentligt meget symptomatisk for min oplevelse af denne film.

Opvejer de positive aspekter de negative, er så spørgsmålet. For aldrig har jeg, efter lyset blev tændt i salen, været i så megen vildrede angående en film, som den her – og det er jeg stadigvæk.