London Film Festival – dag 4 og 5

Både krop og sjæl er efterhånden ved at være fyldt til randen med fantastiske film. Dag 4 og 5 her på festivalen har budt på skæv britisk humor, japansk vildskab og masser af svær kærlighed.

Den fuldstændig fantastiske: ‘The Lobster’
Kl. 11:00 stod jeg ude foran Picturehouse Central med 300 andre pressefolk, der alle ventede på Yorgos Lanthimos’ superhypede ‘The Lobster’. For én gang skyld er der noget om snakken. Konceptet er således: I en verden hvor det er ulovligt at være single, må alle partnerløse mennesker rapportere til The Hotel, hvor man får 45 dage til at finde tosomheden. Ellers bliver man forvandlet til et dyr efter eget valg. Lyder det syret? Det er kun begyndelsen. Lanthimos har kreeret et helstøbt absurd straight-face komediedrama, som er betagende fra første scene. Ikke mindst på grund af Colin Farrell, Ben Whishaw, John C. Reilly, Rachel Weisz og Léa Seydoux, der alle er fantastisk underspillede med perfekt komisk timing. Farrell spiller fraskilte David, der flygter fra The Hotel for at tage chancen hos Singlerne, der lever ulovligt i skoven og bliver jagtet med bedøvelsespile af hotellets beboere hver aften (jeg sagde jo, at det var syret). Hos Singlerne er det forbudt at have en partner (derfor danser de kun til elektronisk musik), men Farrell bliver betaget af en kvinde, og så er den gal igen. ‘The Lobster’ er et syret blik på nutidens fanatiske partnersøgen og instant match-making. Hvis vi begge halter, er nærsynede eller kan lide lange gåture på stranden, så passer vi vel perfekt sammen? Hvis du har passende udseende, profil og højde, ja, så skal vi vel være sammen.’The Lobster’ stiller nutidige relevante spørgsmål under sit absurde ydre, men kommer ikke med noget endeligt svar. Det er virkelig en af de bedste film, jeg længe har set, og jeg glæder mig til, at den får premiere i Danmark.

Den delikate: ‘Sworn Virgin’
Ligesom ‘The Lobster’ arbejder ‘Sworn Virgin’ med arrangeret kærlighed som koncept. I et aflukket samfund langt inde i de albanske bjerge er kønsrollerne meget gammeldags og alle ægteskaber er arrangerede. Hvis en kvinde nægter at gifte sig, må hun blive en ‘sworn virgin’ og leve som en mand. Således går det til, at Hana bliver til Mark. En dag beslutter hun sig for at forlade sin hjemby og tage til en italiensk forstad, hvor hendes halvsøster bor. Filmen udvikler sig til et rigtig fint lille indiedrama om at finde sig selv og bryde ud af de samfundsnormer, som har præget barndommen og ungdomsårene. Alba Rohrwacher giver et fantastisk delikat og smukt portræt af Hana/Mark, og hun er klart grunden til, at filmens kolde udtryk til tider bliver varmere og efterlader én med et lille smil på læben.

Den klassisk engelske: ‘The Lady in The Van’
Hvis der er noget, englænderne er gode til, er det socialrealistiske komediefilm, og den seneste fra instruktør Nicholas Hytner er ingen undtagelse. Forfatteren Alan Bennet (Alex Jennings) flytter ind på en rolig villavej i Camden i slutningen af 60’erne, men han får knapt nok dørskiltet på plads, før han møder Mrs. Shepherd (Maggie Smith): en gammel halvubehagelig lugtende dame som bor i en varevogn længere oppe ad gaden. Alan kan ikke koncentrere sig om sin skrivning, når han skal holde øje med Mrs. Shepherd, så han inviterer hende til at parkere i sin indkørsel, og der bliver hun så…. i 15 år. ‘The Lady in the Van’ er en charmerende lille engelsk produktion og et varmt portræt af et usandsynligt venskab.

Den fuldkomment rablende gale: ‘Yakusa Apokalypse’
Når en film hedder ‘Yakusa Apokalypse’ og er instrueret af japanske Takashi Miike, er det selvsagt, at jeg skal se den. Når den viser sig at handle om vampyrgangstere, skal jeg have alle mine venner til at se den. For det var virkelig en fuldstændig rablende film, hvor man aldrig vidste, hvad der gemte sig bag næste hjørne i Miikes sindssyge hjerne. Blod, hugtænder, mænd der strikker, terrorister i fluffy frøkostumer og talende afrevne hoveder; og så er det ikke engang halvdelen af, hvad denne film byder på. Men jeg var med på turen hele vejen. Det var nærmest som at se en liveaktion mangategneserie (og ikke en af dem som er til børn). Hvis man kan lide at blive overrasket og grine af den efterhånden så genkendelige japanske absurditet, så er Miikes nyeste klart anbefalelsesværdig. Hvis ikke, skal man måske lægge sine penge andetsteds.