Af 

NICOLAI ESKESEN

Selvom der er mere end en verden til forskel mellem oliver Stones World trade center fra 2006 og Rachid Boucharebs London River, deler de begge et tematisk slægtskab i deres beskrivelse af den ængstelse og mulige sorg et terrorangreb fører med sig.

Som et land i krig i Afghanistan og i den nok så kendte/berygtede imod terror, fortjener Camera film, distributøren af London River, ros for at købe filmen hjem til de danske biografer; Grand og Øst for Paradis. Her er nemlig en film der tør at tage (undskyld ordvalget) et til flere sprængfarlige emner op som fordomme overfor indvandre, frygten for terror og sorgbearbejdelse.

I London River følger vi enken Elisabeth (Brenda Blethyn) på hendes tur gennem hverdagen, hvor hun besøger mandens grav, fodrer dyrene og kigger ud på havet fra skrænten på den lille ø Guernsey, der ligger midt i den engelske kanal. I enkelte krydsklip følger vi tilsvarende den ranglede Ousmane (Sotigui Kouyate) som skov- og gæstearbejder i Frankrig og på sin vej til England.

Den 7. Juli sker terrorangrebene på London og Elisabeth bliver først chokeret og siden nervøs for om hendes datter, der bor i hovedstaden, er uskadt. Efter flere forgæves opkald til datterens telefon, er hendes ængstelse vokset til en bekymring, der får hende til at rejse til London. Samtidig med at hun afdækker nye sider af hendes datters liv, støder hun på Ousmane, der for sit vedkommende leder efter sin søn. Denne har han ikke set, siden han forlod drengen som lille, og Ousmane bærer nærmest synligt sin skyld over dette på sine ranglede skuldre.

Sammen finder det aparte par sammen i en fælles søgen efter deres respektive børn, der måske, måske ikke er omkommet i et af de fire terrorangreb.

London River er en vigtig men langt fra munter film. Her vises den engelske forstadsvirkelighed usminket, som man kender den fra instruktører som Mike Leigh. Her præsenteres vi for fordomme overfor arabere, som da Elisabeth finder ud af at datteren går til arabisk, og med en blanding af indignation og chok udbryder ”Men hvem taler arabisk?”. Samtidig byder filmen med sit stille drama på stor indlevelse i scenerne, hvor de to forældre, blandt mange ængstelige, venter på at kigge listerne med sårede og døde igennem. Centreret omkring de to skuespilleres fine præstation, er London river et fintfølende terapeutisk kammerspil om ængstelse, sorg og mulig forsoning oven på et af de værste terrorangreb i Storbritannien siden 1970´erne.

– 4 ud af 6 stjerner –