Lone Survivor

Der er stof til et godt, gedigent drama i Peter Bergs filmatisering af fortællingen om fire amerikanske Navy Seals’ fejlslagne jagt på en prominent Taleban-leder i Afghanistan. Desværre er filmen præget af en selvhøjtidelig og selv-tilgivende tone.

Vi er i Taleban-land i en fjern afkrog af det bjergrige Afghanistan. Amerikansk militær planlægger en mission, der skal gøre det af med en førende leder i Taleban – en vaskeægte bad guy, forstås. Fire Navy Seals bliver sendt ud for at sondere terrænet i en mission, der skal vise sig at gå grueligt galt, og så er der lagt i kakkelovnen til en solid omgang krigs-action.

Men Lone Survivor indfrier ikke forventningerne til action-braget. Det er en film, der ikke helt kan bestemme sig for, hvad det er for en historie, den vil fortælle. Skal vi se et storladent helteepos om fire ’brothers in arms’, et rørende indblik i forholdet mellem en fattig afghansk bjergbonde, der beskytter en amerikansk soldat mod alle odds, eller et forsvar for USA’s heroiske kamp mod ondskabens akse? Det bliver vi aldrig for alvor kloge på, og i stedet får vi et sammenkog af heftig tju-bang-action og lige lovligt tunge soldaterkammerat-klicheer. Filmen sætter sig et mærkværdigt sted mellem flere imaginære genre-stole.

Jeg ville for eksempel gerne have set meget mere til forholdet mellem Mark Wahlbergs karakter, Luttrell, og den afghanske bjergbonde, for det er her, det virkelige drama udspilles. Her er der stof til en usædvanlig fortælling, og derfor er det drøn-ærgerligt, at det forhold slet ikke får plads til at udfolde sig.

Filmen skal dog roses for sine flotte panoramaer og ferme fotografering. Og hvis man er til action, er der også en række velfungerende sekvenser af de fire mænd, der ruller ned af bjergsider, afghanske landsbyer, der bliver sprængt til atomer og blodsprøjt i rigelige mængder. De fire skuespillere gør et fint stykke arbejde, men der mangler den motivation og dybde i karaktererne, som filmen lægger op til.

Det hjælper heller ikke på det hele, at det hele kammer over i en solid omgang patriotisme, og at en overordentligt rørstrømsk udgave af Bowies sang Heroes får lov at akkompagnere en serie billeder af virkelighedens soldater i slutningen af filmen.

Lone Survivor er et velproduceret og fornuftigt fungerende actiondrama, der aldrig for alvor når ind under huden. Tilbage står en film, der hverken er rendyrket og underholdende action eller dybtfølt fortælling om brødre i krig, og derfor aldrig helt får taget en beslutning om, hvad det er for en historie, den gerne vil fortælle.