Loving

stjerner6

af Claus Nygaard Petersen
31. august 2017

En smuk fortælling på en ellers grim baggrund af USA’s historie. Resultatet er intet mindre end mageløst, og det cementerer Jeff Nichols som en af nutidens bedste stemmer.

Der er forskellige måder at lave en historisk film på. Nogle vælger den storladne metode med flere minutter lange monologer og tendens til overspil. Det fungerer nogle gange og andre gange ikke. Så er der den anden. Den afdæmpede. Der hvor man laver det lidt mere naturligt. Væk er de umotiverede, lange monologer. Overspil pist væk. Det er intimt, fint og på en måde ubehageligt nærværende.

’Loving’ er den virkelige historie om Richard Loving (Joel Edgerton) og Mildred Jeter (Ruth Negga). De giftede sig i 1958. På det tidspunkt var ægteskab på tværs af racer forbudt i staten Virginia, så de kørte til Washington og gjorde det der. Men hjemme får myndighederne nys om det, hiver dem ud af sengen midt om natten og smider dem i fængsel. Fra da af starter en kamp for at få anerkendt deres kærlighed.

Poetisk power
To gange har jeg siddet med tårer i øjnene i biografen til en film. En af dem var her. Hvordan lykkes det mestermanipulatoren Nichols at frembringe den reaktion?

For det første er det måden historien bliver fortalt på. Som det er kutyme hos Nichols, så er der ingen unødig eksposition. Der er ingen ”nu skal jeg forklare hvad der sker, lille ven” øjeblikke. Han gider simpelthen ikke det pjat, så derfor spildes der ikke tid på det.

Det stiller store krav til skuespillerne. Når det ikke er replikkerne, de skal arbejde ud fra men mimik og gestik, så kræver det noget nær perfekt casting. Edgerton og Negga ER perfekte her.

Som manden der bare vil leve i fred med sin familie, leverer Edgerton varen. Hans konstante bekymring om, hvorvidt hans familie er i sikkerhed, og den magtesløshed det medfører er hjerteskærende. Derfor bliver det ekstra befriende de få gange, han rent faktisk smiler. Scenen, hvor parret har besøg af en fotograf (Michael Shannon, Nichols faste skuespiller), og de sidder og ser tv, ser man ham fuldstændig afslappet og lykkelig med hovedet liggende i skødet på sit livs kærlighed.

Stjernen er dog Negga. Det er betagende, hvor meget hun kan sige uden at sige noget. De øjne tryllebinder en fra første sekund og holder en i et jerngreb, til filmen er færdig. Hun fanger både skrøbeligheden men så sandelig også den power, der er i Mildred. Det er hende, der insisterer på, at de skal bekæmpe imod uretfærdigheden, hvor hendes mand bare vil være i fred med sin familie.

Virtuost vidunder
Det er dog ikke kun skuespillet der gør det. Nichols arbejder med de samme mennesker på (næsten) alle sine film. Af dem vil jeg fremhæve en, nemlig hans nu faste komponist David Wingo. Hans melodier veksler fra det hjemsøgende sørgmodige til intens tænding, så det kryber ind under huden på en. Men samtidig er der en næsten tilbageholdenhed, som matcher Richard og Mildred. Det er smukt ganske som filmen er, smukt og med måde.

Kombineret med gudesmukke billeder, føler man sig til tider hensat til en god Terrence Malick film. Filmen fremstår så visuel og lydmæssigt vital, at det næsten bliver overvældende. Det kammer dog ikke over i følelsesporno.

Det er afmålt, det er fantastisk og noget nær perfekt. Tidligere nævnte jeg, at jeg sad med tårer i øjnene. Er det da muligt ikke at give den topkarakter? Ikke for mig. Jeg lader mig forføre.

Er det hans bedste film? Nej. Men det siger bare alt om, hvor højt et niveau denne amerikanske poet besidder.