LUNARCY

Månegalskab. Dokumentarens titel siger det hele. Lunarcy er filmen om en gruppe individer, der alle er forbundet i deres besættelse af månen. En stjerneklar, underholdende dokumentar der hylder dem, der tør skille sig ud, og som tør tro på noget større end livet på jorden.  

”It’s not a dream, you and I could be on the moon in five years if you help me…”

Christopher Carson er en drømmer. En nørd der er dedikeret til at blive den første mand, som rejser væk fra planeten jorden, til månen, med ingen intentioner om at vende tilbage. Han er én ud af en gruppe amerikanere, der sammen sætter rammen om Simon Ennis vellykkede dokumentar Lunarcy. Trods personernes fælles interesse, er deres individuelle fortællinger dog væsentligt forskellige.

Dennis Hope er manden, der, ved at have fundet et smuthul i FN-traktaten, påstår at være den eneste retmæssige ejer af månen. For Dennis Hope er månen blevet hans vej til magt og penge. Ved at sælge måne-land til 24 dollars stykket, har han skabt sig en velfungerende forretning med utroligt lave omkostninger. Lige så tilfreds med sit forhold til månen er den tidligere Astronaut, nu måne-maler, Alan Bean. Han er den eneste maler i verden, der har gået på månen, og derfor har Alan Bean et argument der er svært at modsige, når han uden tøven mener at være den bedste i verden til at portrættere det plettede himmellegeme.

Mere nede på jorden er den ensomme og rolige Peter Kokh, der ud over at være præsident for det selvskabte ”Moon Society” ene mand siden 1986 har udgivet tidsskriftet ”The Moon Miners’ Manifesto”. Peter Kokh har planlagt alt om menneskets fremtidige liv på månen. Et simpelt, ærligt og interessant menneske der sagtens kunne tåle at få mere af filmens måneskær, da man ikke når at få forklaret, hvorfor netop månen spiller en så vigtig rolle i hans liv.

Autisten Christopher Carson er filmens hovedperson, hvilket er et godt valg af Simon Ennis. Christophers selviscenesættelse og utrolige begavelse gør ham til en underholdende person at følge. Selvom ”månefanatisme” må formodes at være identificerbart for et meget snævert segment, når dokumentaren, ved sin skildring af Christopher Carson, elegant ud over al denne snak om det lysende himmellegeme. I en tid, hvor privilegerede unges eksistentielle krise ofte er et taleemne, er Christopher Carson et eksempel på en outsider, der har fundet sin egen løsning på problemet. På jorden, hvor ”alle” drikker Starbucks og spiser McDonald’s, er livet ifølge Christopher Carson ikke længere værd at leve. I stedet har han skabt et mål for sit liv ved at have blikket konstant rettet mod sit hjem på månen.

Simon Ennis’ geniale valg af hoved- og bipersoner er ikke de eneste, vi møder. Simon Ennis har gjort et godt stykke arbejde og bl.a. rodet i NASA’s gamle arkiver. Historiske tilbageblik til Amerikas kollektive månedrømme og bedrifter i 60’erne gør, at filmen også bliver informativ. Dog kunne man godt savne at den tog mere dybdegående fat i fortidens månerejser. Men i Simon Ennis film er det personerne der bærer historien, mens den fængende, finurlige titelmelodi, der spilles på steel drums, – Peter Kokhs måne-instrument – højt høres i baggrunden.

Lunarcy havner ikke i bunken af dokumentarer, der fortæller historier om ulykkelige hændelser, bristede drømme eller håbløse skæbner. I stedet går man fra biografen ærgerlig over ikke at have noget at være lige så dedikeret til som Christopher Carson. Og selvom man til tider tænker ”Sikke nogle svævende, ubegavede drømmere,” er det en optimistisk dokumentar, der ud over at være en kilde til latter giver en klapsalve til idealismen. En dokumentar der med sine skæve, autentiske personligheder, et fokuseret tema og vellykkede virkemidler er et gennemført værk, der giver et stort smil på læben.