Månen over Kirsebærtræerne

Lad Jer ikke skræmme af titlen. Den er blot et markedsføringstrick, der skal lokke os pladderromantiske Københavnere til de små biografer. På originalsproget hedder den slet og ret ‘An’ altså ‘Sødet bønnemos’.

Den livstrætte kæderyger Sentaro driver et lille bageri, hvor han sælger dorayaki – en japansk snack, der består af to små, fede pandekager klemt sammen om en sødet bønnemos. Egentlig bryder Sentaro sig hverken om søde sager eller de fnisende skolepiger, der udgør hans primære kundegrundlag, men den fortsatte afbetaling på en gammel moralsk gæld holder ham ved stegepladen. Den ældre kvinde Tokue kommer en dag forbi med en hjemmelavet version af den bønnemos, som Sentaro sædvanligvis skovler op af en tarvelig engrosdåse. Hun bliver ansat med det samme og bageriet er nu en succes indtil rygtet om, at Tokue har en alvorlig sygdom, skræmmer de nyvundne kunder væk.

Lille film – stort overskud
‘Månen over Kirsebærtræerne’s største styrke er, at dens lille historie både har roen til en ti minutter lang scene om azukibønners forening med sukker og overskuddet til refleksioner over Japans måde at behandle sine handikappede og syge borgerne på. Filmen trækker tråde tilbage, mens skåner sit publikum for overforklarende flashbacks og lader Tokue repræsentere de forurettede med melankoli i stedet for vrede og livsmod i stedet for bitterhed. Enkelte gange får man serveret lige lovligt meget historie i replikkerne, men hvis man først er indfanget, er det til at se igennem fingrene med.

De fleste scener lever af samspillet mellem Sentaro og Tokue, og det dramatiske pace er koblet op på noget så simpelt som tilbageholdelse af information karaktererne imellem. Hun er på jagt efter den hemmelighed, der har lænket ham til dorayakibiksen, og han ved godt, at hun er syg, men kan ikke finde ud af, hvad han skal gøre ved det. Dialogen blander flab, bønnesnak og større betragtninger om, hvordan man undgår at lade sig knuse af verdens uvidenhed.

Den korrekte brug af kirsebærblomster
Billedsiden er præget af kontrasterne mellem det rå byrum og de yndige, japanske parker, der i omkring 14 dage i det sene forår, lyses op af lyserøde kirsebærblomster. Måske er vi i Tokyo, måske er vi i Kyoto og måske er det hamrende ligegyldigt. Kirsebærblomsterne med deres korte levetid er et go-to vanitas symbol i film, der foregår i Japan. Derfor må man også kræve dem brugt med forsigtighed, så filmen ikke forfalder til forældede klichéer. Her balancerer ‘Månen over Kirsebærtræerne’ overbevisende poesi med realisme og forårsskønhed med væltede skraldespande og tandløse grin.

Alt i alt er dette en veldisponeret film, der tager tid til de sanseindtryk, den gerne vil formidle og giver plads til den historie, den gerne vil brede ud. Uden tvivl årets mest rørende beretning om bønnemos.