Mamma Mia! Here We Go Again


En herlig tur ned ad nostalgivejen med din yndlings ABBA-spilleliste, der spiller for fuld hammer.

Nostalgi er noget af det mest kraftfulde, der findes. Længslen efter noget, der engang var, har det med at forskønne ting, så de fremstår mere skinnende og appellerende, end de egentlig var.

ABBA er om muligt noget af det mest potente nostalgi, der findes. Den første ’Mamma Mia’ blev en kæmpe publikumssucces, og jeg kan garantere, at opfølgeren også bliver en, uanfægtet hvad denne anmelder og andre måtte mene om den.

I denne omgang har Sophie (Amanda Seyfried) overtaget sin mors hotel i Grækenland. Hun planlægger en stor relancering og gør klar til en åbningsfest af episke proportioner. Parallelt følger vi så hendes mor Donna som ung(Lily James), nyuddannet fra universitetet og klar til at erobre hele verdenen, et land og et bekendtskab efter det andet.

Et ekstranummer
10 år senere er formlen stadig den samme som i den første film; vi propper en 20’er i jukeboxen, så bliver der trykket på samtlige ABBA-sange, den har, og så er der ellers dømt fællessang.

Heldigvis er det er en veludført omgang karaoke. Veteranen udi engelske rom-coms, Richard Curtis, har suppleret historien, som instruktør Ol Parker så har bearbejdet og bragt til live. Ikke fordi det er den mest plottunge film – jo mere man tænker over den, jo mere træls føles den.

Giver man sig til gengæld fuldstændigt hen, er der knap 2 timers fænomenal underholdning i vente. Godt og vel alle fra den første film er med igen, prægtige sangstemmer en masse, og historien om Donna og hendes 3 mænd er igen et fokuspunkt i det meste af filmen, om end i lidt yngre versioner.

Og Lily James er intet mindre end fremragende og uden tvivl en af filmens absolutte styrker – hun er betagende, charmerende og bare dejlig, suk… Meryl hvem?

De 3 gutter, der spiller de unge Sam, Bill og Harry, er omvendt så karisma-fattige, at man lige så godt kunne have sparet udgifterne til deres løn og brugt dem på 3 kosteskafter i stedet for. Hvorfor i alverden castede man ikke en af Stellan Skarsggård 70 sønner i rollen som den unge Bill? Kom nu ind i kampen!

Hovedattraktionen
Divaen over dem alle, Cher, skruer disco-nostalgi-barometeret op på 11 med et par numre, inklusiv en duet med Andy Garcia, som går rundt og smiler smørret og er indbegrebet af latin-lover. Men kan man andet, når ens navn er Cienfuegos, der løst kan oversættes til ”tusinde brænde”, uha det er hot.

Min personlige favorit fra denne jukebox kommer dog fra Pierce Brosnan. Det er en kort version, men konteksten hvori den bliver brugt, og ikke mindst måden den bliver fremført, er lige præcis som den skal være.

For det bliver lidt meget at skulle høre en fuld sang hvert 5. minut. Mæthedsfornemmelsen sætter sig ind ganske tidligt, hvis man som undertegnede ikke er den store fan af musikken. Det er også lidt fantasiløst, at der ikke bliver leget med hvordan sangene skal lyde.

På den anden side er det jo ikke det, fansene vil have. Det skal være dem de kender og elsker. Så visionære inkarnationer, som Portisheads suplime ’SOS’, er bandlyst til fordel for klassisk disco og store armbevægelser.

’Mamma Mia! Here We Go Again’ er skøn underholdning for fansene. Der springes fra den ene musikvideosekvens til den anden, og det er egentlig okay, for den prøver ikke at være mere. Lily James er en gudinde, der har velsignet os med sin tilstedeværelse på Jorden, for filmen tilhører hende, og vi har det alle bedre af den grund.

For fans vil det være årets oplevelse, for undertegnede var det knapt så slemt, som frygtet, og den skønne frøken James stjal mit hjerte. Tilsat et par virkelige gode replikker (karma staves ”ha!”), så er der kultpotentiale og den uundgåelige 3’er lurer i horisonten.

foto: kino.dk