New Yorks indbyggere fik om morgenen den 7. August 1974 noget af et chok, hvis de da kiggede op mellem skyskraberne. For oppe i 450 meters højde valsede franskmanden Philippe Petit frem og tilbage på en line mellem Twin Towers. Akten er senere blevet kaldt ”The artistic crime of the 20’th century”, og genfortælles nu af instruktøren James Marsh i dokumentarfilmen ”Man on Wire”.
Philippe Petits drøm om at gå på line mellem Twin Towers startede, da han som 19 årig læste en artikel omkring opførselsplanlægningen af tårnene. Han var dybt fascineret og følte af tårnenes stærke tiltrækningskraft ikke var tilfældig, men at hele formålet med deres tilblivelse havde en stærk forbindelse til hans liv.
Der var imidlertid mange år til at byggeriet blev virkelighed og i mellemtiden drog Petit med hjælp fra en håndfuld gode venner ud for at bestige andre bygningsværker som f.eks. Notre Dame de Paris, Eiffel Tower og Sydney Harbour Bridge.
Hans sind blev dog ved at kredse om Twin Towers, og i slutningen af 1973 drog han til New York, hvor 8 måneders planlægning ventede, inden drømmen kunne realiseres.
Twin Towers-akten er hele filmens omdrejningspunkt, og de 90 minutters varighed bruges udelukkende på at bygge op til dette. Historien er naturligt fascinerende i både selve udførelsen af akten og det oplagt fotogene i den. Alligevel er den spændingskurve James Marsh formår at opbygge om en snart 35 år gammel begivenhed, som publikum godt kender slutningen på, temmelig imponerende. Petit og hans medhjælpere må igennem mange forhindringer såsom at slippe ubemærket ind i bygningerne med mere end ét ton udstyr, få det 110 etager op, undgå vagter i opsættelsen af udstyret, få wiren fra det ene tårntag til det andet og ikke mindst vind og – vejrudfordringen i de 450 meters højde. Lige fra starten lægges der altså an til udsøgt thriller og akten bliver et kup af dimensioner. Man tager sig selv i at holde vejret og knuge sine svedige hænder mange gange undervejs.
Filmen er opbygget af interviews med Petit og andre involverede, rekonstruktioner og gamle filmklip og fotografier. Disse glider sammen til en sammenhængende og velbelyst historieforløb med en som sagt tydelige thriller-dramaturgi. Petit fungerer som overordnet fortæller, der er smittende i sin indlevelse og engagement og så helt utrolig fransk i sin arrogance.
Det er imidlertid her, jeg finder filmen har sit eneste minus, (hvilket dog højst sandsynlig er et meget bevidst valg fra instruktørens side). For selv om man bliver klogere på selve udførelsen af akten i ”Man on Wire”, er man blot endnu mere mystificeret omkring Petits bevæggrunde til at gøre det. Petit afviger selv et ”hvorfor” ved at vrænge og kalde det et irrelevant spørgsmål, og Marsh har undgået det for at opretholde spændings og – fascinationsmomentet.
Men jeg savner en smule dybde og refleksion over det livsfarlige i projektet, når Petit i sine ellers fantastisk levende og malende beskrivelser gribes af storhedsvanvid og bliver en tand for selvsmagende. Selvfølgelig er disse to egenskaber ved ham netop eksempler på, hvorfor projektet kunne blive virkelighed, og det er befriende at Marsh ikke søber i følelser, men lidt eftertænksomhed ville have tilføjet filmen dybde.
Derudover en ekstrem gennemført og gribende film, der ikke som så mange andre dokumentarfilm er bedre tjent på en fjernsynsskærm end et biograflærred. ”Man on Wire” bør opleves i biografen med sine smukke billeder og svimlende højder. Og sin hyldest til den forunderlige blanding af selvdisciplin og frihedstrang hos manden der tog begrebet ”kunst i byens rum” meget bogstaveligt.