Maquia: When the Promised Flower Blooms

Copyright: Hakuhodo DY Music & Pictures

Hvordan ville du have det, hvis du var fanget i en femtenårig krop for evigt?

Det er ikke ofte, at en anime (japansk animationsfilm) rammer de danske biografer, og det er en skam. Mari Okadas ’Maquia: When the Promised Flower Blooms’ er en alvorlig og helt igennem smuk film. Den fortæller en historie om at vokse sig ind i en moderlig rolle og om den sorg, der hører med, når ens barn vokser fra en.

Fabelagtigt univers
Som allerede antydet, er det et ufatteligt smukt univers, der bliver tegnet op. Her beholder karakterene en stil, som virker håndtegnet og minimalistisk, imens baggrundsskildringerne er en overflod af detaljer. Jeg glemmer flere gange helt at læse de engelske undertekster, simpelthen fordi jeg bliver indfanget af det smukke billedespor. Det er ikke alene de smukke billeder, der gør filmen til en visuel snack, men også et godt gennemarbejdet fantasyunivers.

Her er både uddøende drager, onde konger og bortførte prinsesser. Det er gennemført, men det er desværre kun relevant for den primære histories begyndelse. Her kommer den onde konges folk til The Clan of the Separated, også kaldet the Lolph, for at bortføre prinsesse Leilia (Ai Kayano). Undervejs bliver Maquia (Manaka Iwami) på dramatisk vis fløjet langt væk af en døende drage. Herefter bliver fantasyuniverset en flot om end ret ligegyldig fornøjelse.

Moderskab
The Lolph er et samfund, der kropsligt er anderledes, end de mennesker, der bebor resten af universet. De lever nemlig mange hundrede år, men deres aldringsproces stopper i de tidligere teenageår. Vores hovedperson synes derfor ikke mere end blot femten år, men kan være helt op til flere hundrede. Det skaber problemer, da Maquia finder et barn, som hun vælger at tage til sig. For kan hun overhovedet være mor, både når hun er så ung, og idet at hun ikke engang har født den adopterede dreng Erial (Miyu Irino)?

Det er i stor stil en fortælling om moderskab. Om en ung pige, der skal lære at være en ”rigtig” mor, der kan beskytte sit barn. Det indebærer for eksempel, at hun for alt i verden ikke må græde, og dermed vise svaghed. Jeg ved faktisk ikke, hvad der er mest irriterende. At hun græder hele tiden, eller at hun ikke får lov til at græde. I sidste ende munder det ud i, at jeg har svært ved at identificere mig med Maquia, og jeg kan ikke abstrahere fra den stereotype skildring af en pige, der kun skal lære at være en mor. Er der ikke andet, der også kunne være relevant at lære, tænker jeg?

Sentimental bombe
Når det er sagt, står der stadig en rørende fortælling tilbage. Det driver med sentimentalitet, hvor ordene: ’you mustn’t fall in love. If you do, you’ll truly become alone’ former og fordrer den tragedie, der ligger forude. Jeg ved, at Maquia vil komme til at elske Erial, og jeg ved, at det ender med, at han må dø før Maquia. Og det er da sørgeligt. Jeg har at gøre med en oversentimental bombe, der tigger igennem hele filmen, og som eksploderer i epilogen. Man skal være til det.

Selvom følelserne kammer over til sidst, synes jeg alligevel, at der er fin en morale. ’Maquia: When the Promised Flower Blooms’ handler nemlig også om at finde håbet og modet til at forsætte livet på trods af, at du ved, du vil blive såret undervejs. Men egentlig ville jeg hellere have, at den primære historie fokuserede på den vilde og uansvarlige prinsesse Leila, der tilfangetages, fordi hendes udødelighed skal videreavles i det kongelige stamtræ. Her har debatten om moderrollen nemlig virkelig noget at bide fast i.