Matangi/Maya/M.I.A.

Det er få dokumentarer, der både giver én lyst til at tude og danse.

Lidt ligesom Prince eller belastede boligområder skifter musikeren M.I.A. navn fra tid til anden og ’Matangi/Maya/M.I.A.’ er de tre, som hun har båret mest igennem sit liv. Født Mathangi Arulpragasam på Sri Lanka til en far, hvis livsmission var at træne soldater til De Tamilske Tigre. Flygtet til England med mor og to søskende som 10-årig, hvor det mere mundrette Maya slog igennem og immigrant-oplevelsen trak hende imod kunst og Londons urbane musikmiljø.

Nu om dage M.I.A – verdensstjerne, mor, offentlig personlighed og hverken bange for at flække en fuckfinger på amerikansk TV eller at udsende ultravoldelige musikvideoer for en bevise en pointe.

Wannabe-dokumentarist
M.I.A.s historie er et værk i sig selv, med den slags begivenheder og udfald, som ville have virket urealistiske i en fiktionsfilm. Men det helt vanvittige ved ’Matangi/Maya/M.I.A.’ er, at den unge Maya var sikker på, at hun skulle være dokumentarfilmskaber og derfor begyndte at dokumentere sit eget liv grundigt fra 1996 og frem. Derfor består filmen ikke af nogle snakkende hoveder, der er løsrevne fra materialet i rum og tid, men af M.I.A.s egne optagelser samt, hvad der er dukket op, efter hun begyndte at blive et kendt ansigt.

Politisk pop, poppet politik
Mayas ven og filmens skaber Steve Loveridge har gjort et fantastisk arbejde med at finde hoved og hale i det hele og bygge filmen op. Dels kronologisk, men i højere grad som en afspejling af Mayas indre rejse fra privilegeret London-teenager til voksen kvinde. Undervejs undersøges den kontrastfyldte situation, som det er, at have haft en barndom med krig, men også et langt liv i sikkerhed efterfølgende. I en af de mest velfungerende scener, sidder Maya som 21-årig sammen med sine srilankanske slægtninge, der griner af hele hendes projekt. Hvem er hun, der vil dokumentere en krig, som hun knap nok kan huske?

Det er særligt der, M.I.A’s historie bliver interessant. På en og samme tid er hun for engelsk til at være tamiler og for tamilsk til ikke at undersøge sin baggrund. Verden åd hendes musik råt, da hun bragede ud med albummet Kala i 2008, der blandt andet handlede om at vokse op som immigrant. Men da hun senere var blevet kendt og gerne ville bruge sin nyvundne platform til at tale om sine oplevelser, kunne hun af medierne afskrives som en rig popstjerne med en endnu rigere mand.

Ingen Oscar
Det er uendeligt forfriskende med en popdokumentar, der for en gangs skyld handler om en levende kvinde. Efter ’Little Girl Blue’, ’Amy’ og Whitney, Whitney, Whitney og Las, er det rart at møde en kvinde på det store lærred, der står inde for værket. Ikke mindst kan vi glemme alt om at se denne her film i Oscar-ræset, for M.I.A. er slet ikke sympatisk nok til at vække så mange følelser hos Akademiet. Sådan er det jo gerne med rigtige mennesker, der ikke er blevet til minder, symboler, ikoner og eftermægler.

For Maya er ikke det nemmeste selskab at holde sig over de halvanden time, som filmen varer. Hun har en form, der hurtigt kommer til at virke selvoptaget for selv den største fan. Eksempelvis når man indser, hvor mange gange hun hen over 22 år bare har siddet alene i et rum og snakket til et umælende kamera. Eller da hun hånligt spørger, om hun burde være mere som en anden kendt tamiler, skuespiller Aziz Ansari (’Parks and Recreation’, ’Master of None’), som hun åbenbart mener bare smiler og nikker af verdens uretfærdigheder.

En vild kvinde bliver i ’Matangi/Maya/M.I.A.’ portrætteret igennem en ligeså vild samling materiale. Man behøver ikke at elske M.I.A – det rækker med en hang til gode historier og en lille rebel i maven.

Denne positive anmeldelse bliver bragt til dig fra en fangirl, der havde Kala klisteret til sin discman (ja okay, det var en Mp3-afspiller, men det lyder ikke lige så godt).